lørdag den 28. januar 2012

Roy Orbison: Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 13



Roy Orbison alias Roy Kelton Orbison, født 23. april 1936 i Vernon, Texas og død 6. december, 1988 i Hendersonville, Tennessee. Kælenavn: "The Big O". Genre: Rock, rockabilly, pop, country. Instrumenter: Guitar og mundharpe. Hans kendetegn var falset-sangen og solbrillerne.




 De sidste blev hans varemærke ved en fejltagelse. Han havde en kraftig bygningsfejl på øjnene og kunne ikke se uden stærke briller. Til en af sine tidlige koncerter havde han glemt brillerne i flyet og blev nødt til at bruge det eneste forhåndenværende: Et par solbriller med styrke. Hans image var skabt, og han kom aldrig til at lægge solbrillerne igen. Roy Orbison lå første gang på hitlisten I 1956 med “OOby Dooby”, men hans internationale gennembrud kom i 1960 med “Only the Lonely” fulgt af ”Crying” i 1961. Hans største hit var ”Oh Pretty Woman” i 1964. Orbison var bil- og motorcykelentusiast og i sin storhedstid kunne han få øje på en forbipasserende ny model, som han syntes om, følge efter chaufføren, og købe den på stedet. Han ejede på et tidspunkt så mange biler og motorcykler, at der var nok til et museum. Var i øvrigt også filmentusiast og så op til tre film om dagen. Orbisons kone Claudette var også motorcykel entusiast, men parret blev under en køretur i 1966 ramt af en tragedie, da hun blev påkørt af en lastvogn og døde. Orbison blev ved med at tournere og indspille film men under en tur I England I 1968 modtog han besked om at hans hjem I Hendersonville, Tennessee var brændt ned og hans to ældste sønner var omkommet.




Først I midten af 80erne nåede han de samme højder som i 60erne, fordi den psykodeliske rock havde indtaget hitlisterne. Orbison udtalte senere om perioden: “Jeg hørte ikke meget musik, jeg kunne relatere til, så jeg stod som et træ midt i de blæsende vinde og de skiftende årstider, men jeg var der stadig og jeg blomstrede igen.”  I 1986 fik han en vedensomspændende revival med nummeret “In Dreams” I David Lynch filmen ”Blue Velvet” og blev I 1987 indlemmet I Rock and Roll Hall of Fame.  Året efter indgik Roy Orbison i supergruppen ”Traveling Wilburys” sammen med Bob Dylan, Tom Petty, Jeff Lynne og George Harrison. Lynne producerede Orbison's sidste album “Mystery Girl”, som var på vej op ad hitlisterne, da han døde af et hjerteslag på grund af for voldsomt arbejdspres i 1988 kun 52 år gammel. I Januar 1989, blev Orbison den første musiker siden Elvis Presley, der havde to albums på den amerikanske Top Fem samtidigt. Roy Orbison fik to børn med sin anden kone Barbara Jakobs.


Roy Orbison med sin anden kone Barbara.



Biography for Roy Orbison More at IMDbPro 

Date of Birth
23 April 1936, Vernon, Texas, USA
Date of Death
6 December 1988, Madison, Tennessee, USA (heart attack)
Birth Name
Roy Kelton Orbison
Nickname
The Big O
The Voice
Height
5' 11" (1.80 m)


Roy Orbison med sønnen Roy Jr.


Spouse
Barbara Orbison                         (25 March 1969 - 6 December 1988) (his death) 2 children
Claudette Frady                          (1 August 1957 - 6 June 1966) (her death) 3 children
Trade Mark
Dark sunglasses
Flawless tenor voice with an unmistakable vibrato

Trivia:
When Orbison was first in the United Kingdom, he toured with The Beatles.
In 1966, his wife, Claudette, died in a motorcycle accident. Two years later, two of his sons were killed in a housefire.
Scored his first minor hit in 1956 with "Ooby Dooby".
Toured with Eagles in 1980.
Had a No. 1 1964 hit with "Oh, Pretty Woman".
Elected to the Rock and Roll Hall of Fame in 1987. Elected to the American Songwriters Hall of Fame in 1989.
Near the end of his life, he became friends with K.D. Lang after they recorded his 1961 hit single "Crying" as a duet. Was close friends with actor Martin Sheen.
Teamed up with Bob Dylan, Beatle George Harrison, Jeff Lynne from Electric Light Orchestra and Tom Petty in the group The Travelling Wilburys.
Children: Roy Dewayne Orbison (1958 - September 15, 1968), Anthony King Orbison (1962 - September 15, 1968), and Wesley Orbison (born 1965) by first wife Claudette. Roy Kelton Orbison Jr. (born October 18, 1970) and Alex Orbison (born 1975) by second wife Barbara.
He was voted the 37th Greatest Artist in Rock 'n' Roll by Rolling Stone.
David Lynch frequently uses his songs in his films.
Was known to insist his backup performers give their best at every performance. Reportedly, one night while touring in Florida he dismissed his regular band (called the Candy Men, after an early hit), then invited the opening group, the Webs, to join him on tour, adopting the Candy Men name. One member of the Webs was singer/songwriter Bobby Goldsboro.
His identification with Wayfarer sunglasses began when he went on tour to England in the early 1960s, and forgot his regular specs. His lenses were prescription, but some fans mistook Orbison for being blind.
Longtime neighbor of Johnny Cash, in Hendersonville, Tennessee.
Recorded many of his most famous hits from the 1960s with legendary guitarist Hank Garland.
Underwent triple heart bypass surgery in 1978.
Is portrayed by Jonathan Rice in Walk the Line (2005) and by 'Brian Jones (XXII)' in Crazy (2008/II).
Had a vocal range of 3.5 octaves.
In 1977, Linda Ronstadt recorded a new version of "Blue Bayou" that became a major success and remained in the country music charts for months. In the early 1980s. Don McLean's recording of "Crying" charted all over the world, reaching Number 1 in the United Kingdom. A duet between Orbison and Emmylou Harris took him to the country music Top 10 and crossed over into the pop charts.
Won Grammy Awards in 1981, 1987 and posthumously in 1991.
Rerecorded many of his classic hits in 1987 to critical and commercial success.
Toured the United Kingdom three times during 1963.
Was a friend of Elvis Presley.
 Attended the University of North Texas.
Biography in: "The Scribner Encyclopedia of American Lives". Volume Two, 1986-1990, pages 674-676. New York: Charles Scribner's Sons, 1999.
Made only one movie in his career: "The Fastest Guitar Alive" (1967) which was offered to him after Elvis Presley, his friend, turned it down.
Both he and his friend Elvis Presley suffered a heart attack in their bathrooms. Orbison was hospitalized but died.
First saw Elvis Presley in concert in 1955. Presley was in his concert and entered in backstage the next year. Orbison kept telling about Elvis' visit to his friends.
He offered his first big hit song "Only the Lonely" (1960) originally to Elvis Presley, but unfortunately all the material for Presley's next album had already been chosen. Roy later offered the song to The Everly Brothers who had a previous hit with another Roy Orbison composition, "Claudette" in 1958. They suggested he record it himself which he finally did.
Last met Elvis Presley in Las Vegas, Nevada in 1976 in the King's last concert in gambling city. Orbison was in the audience and Presley said on the microphone: "Quite simply, the greatest singer in the world, Roy Orbison".
Was one of the Million Dollar singers for little record company Sun Records based in Memphis, Tennessee with Elvis Presley, Johnny Cash, Carl Perkins and Jerry Lee Lewis.
Recorded the song "Hound Dog Man" (1979) in the memory of Elvis Presley.
Of Roy's early compositions "Down the Line" was first recorded by Jerry Lee Lewis (1957) and The Everly Brothers had a charted hit with "Claudette" (1958) #30 US Pop, #1 UK.
The steady drum beat signifying confrontation in Roy's recording of "Running Scared" is reminiscent of the arrangement used in Frankie Laine's recording of "High Noon".
The look of Marvel Comics supervillain and Spider-Man archenemy, Dr. Octopus is said to be based on him.
Ranked #49 on VH1's 100 Greatest Artists of Rock & Roll.
Has a star on the Hollywood Walk of Fame for Recording at 1750 Vine Street in Hollywood, California.

Personal Quotes: 
People often ask me how I would like to be remembered and I answer that I would simply like to be remembered.
Whether I'm in London, Sydney or Hong Kong, it makes no difference. There is always someone who knows me. I must be one of the most unloneliest people in the world!

I thought maybe in 1964 I could have been swamped by The Beatles. But it turned out the other way round and I was voted Number One vocalist in 1965.
There was a lot of loneliness in West Texas where I grew up. We used to say it was the center of everything, five hundred miles away from anything.
I may be a living legend, but that sure don't help when I've got to change a flat tyre.
I was frustrated as a singer for a long time, particularly when some friendly rivalry broke out between me and a young guy in Texas named Buddy Holly, who, within a couple of months, had a couple of Number One singles and soon had stardom that reached to the Moon. I tried not to take it too hard but when Only the Lonely happened in 1960 I reckoned it was about time too. I was an avid follower of the charts. I lived by them until Only the Lonely - and then I didn't look at them anymore.
Once I started singing, it was sort of a wonder. It was a great feeling, and it didn't hurt anybody, and it made me feel good, and some people even said, 'Roy, that's nice.'
[After seeing his song 'In Dreams' being used in Blue Velvet (1986)] I was mortified because they were talking about the 'candy colored clown' in relation to a dope deal... I thought, 'What in the world...?' But later, when I was touring, we got the video out and I really got to appreciate what David gave to the song, and what the song gave to the movie - how it achieved this otherworldly quality that added a whole new dimension to 'In Dreams'.






Roy Orbison live med sit største hit "Oh, Pretty Woman", 1964. Optagelsen er fra 1965.




Roy Orbison med come back nummeret "In Dreams" fra David Lynch filmen 1986.

onsdag den 25. januar 2012

The Platters: Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 12



Det signerede nodeark til ”Enchanted” er fra 1959, hvor The Platters bestod af: Første tenor, Tony Williams samt David Lynch, Paul Robi, Herb Reed, and Zola Taylor.


The Platters, 1953-1970:
 Var den tidlige rock and roll æras mest succesfulde vokalgruppe, med oprindelse i Los Angeles, Californien. Genrer: R&B, soul, rock'n'roll og doo-wop. Efter en tidligere indspilning og en omdannelse af gruppen, genudgav de i 1955 ”Only You” der kom til at ligge nr. 1 på R&B hitlisten i syv uger.  Samme år indspillede de også ”The Great Pretender”, der blev deres første landsdækkende nr. 1-hit i USA. Gruppen bestod på det tidspunkt af første tenor Tony Williams samt David Lynch, Paul Robi, Herb Reed og Zola Taylor. I 1956 optrådte de med både "Only You" og "The Great Pretender" i den første biograffilm om rock and roll, ”Rock Around the Clock”. De to hits var skrevet af Buck Ram, som også var deres manager, men de gav sig hurtigt til at genindspille ældre numre som "Twilight Time", "Harbor Lights" og "Smoke Gets in Your Eyes".The Platters begyndte at få problemer med deres publikum efter at deres mandlige medlemmer blev arresteret i forbindelse med narkotika- og prostitution i 1959. Sagen var anlagt af en fyret forsanger i gruppen. Selvom ingen blev dømt, var deres renomé skadet og radiostationerne holdt op med at spille deres plader. Gruppen satsede i stedet på turnéer i Europa, men der opstod snart uenighed mellem deres manager og pladeselskabet Mercury, der førte til, at ikke mindre end tre forskellige udgaver af The Platters turnerede samtidig. Den oprindelige gruppe ophørte med at eksistere i 1970, men forskellige andre grupper under samme navn har fortsat helt frem til i dag. Årene fra 1970 til nu har været præget af juridiske stridigheder om retten til brug af navnet. Deres karriere tæller i alt 36 forhenværende sangere. The Platters blev indlemmet i ”The Rock and Roll Hall og Fame” i 1990 og de har haft over 40 numre på hitlisten alene i USA.





      Herb Reed (far left) with the Platters.


June 5, 2012 ROLLING STONE MUSIC



Herb Reed of the Platters has died in a Boston area hospice, reports the Associated Press. He was 83. Reed helped found the Platters in Los Angeles in 1952, and the group found success with hits like "The Great Pretender" and "Only You." Reed, who sang bass on many of group's Number One hits, was the only member of the band to appear on all of their recordings.
The Rock and Roll Hall of Fame inducted the Platters in 1990.





The Platters live med "The Great Pretender", 1955




The Platters live med "Only You", 1955






lørdag den 21. januar 2012

Min nye roman "Sandhedens djævlekløer", 1. kapitel.


En smagsprøve på tre års spændende arbejde, sammen med billeder fra den virkelige Grigori Rasputins liv.





1. kapitel, Et stjerneskud,


Den nat, hvor jeg lod mig føde, blussede et kæm­pemæssigt stjerneskud op på den mørke sibiriske himmel. Bønderne havde altid taget sådan et stjerneskud for et varsel om store begivenheder, men desværre var sky­dækket så tæt, at ingen så det. Det var minus fireogfyrre grader, og verden var forsvundet i stridende masser af sne. Snefog peb gennem ruder og sprækker. Gennem alle vinduer så man kun piskende sne. Ingen vovede sig uden for en dør, medmindre det var strengt nødvendigt, mens snestormen rasede og knækkede modbydeligt i portens rustne hængselstapper. Porten var bommet nat og dag, for at karlen ikke skulle forvilde sig ud på steppen, når han måtte ned i stalden til hestene. Ulvene var kommet nær­mere, og deres vilde tuden genlød i min mors skrig.
Skæret fra et tællelys blafrede hvileløst ved det gamle husalter. Min far prøvede at bede, men han havde ikke mere tro, end hvad der kunne samle sig som stjerneglimt på en udhungret væggelus. Hans stærke bondeansigt og tykke hår var inderligt russisk. Han havde også en sund sans for humor og et slyngelagtigt grin.
Mit væsen kom og gik. Det var almægtigt og forsvin­dende. Det sansede trolde, vætter og engle, blodet og ulvenes sult. Var bundet som en hjælpeløs marionetdukke til moderkagens liv. Og alligevel var det til stede i bjælkegul­vet, ovnen og den bidske kulde.
To kvinder fra landsbyen hjalp min mor. Jeg lå i en liv­moder vrimlende af dæmoner, jordskælv og brændende skove. Vulkanudbrud, stormfloder og skypumper. Ind­tryk hvirvlede forbi mig som gode og onde drømme. Krig. Sperm. Blod, afføring, urin, slim. Jeg var uden midte. Søgte min midte i tro, tortur, overflod og liderlighed. Så smukke træer og blomstrende planter.
Hjulspor i sneen fra Mojkakanalen til Petrovskybroen.




Rasputin blev dræbt en vinternat, 1916 i Mojkakanalen, en sideflod til Nevaen. Efter gentagne skud og slag. Samtidigt billede.


Bedstefar og to mænd med rå, grinende fjæs drak vodka med min far, når han da ikke lod, som om han bad. De andre bad ikke, og havde heller ikke noget behov for at gøre det. De var grove skikkelser med barkede næver og sorte tandstumper. Stank af sprut og røgtobak. Dunsten blandede sig med den let syrlige lugt af kokasserne, der brændte i ovnen. Mine øjne så mændenes henkastede skod på det grå lergulv. De bandede og lo over et fedtet spil kort.
-Vindhas! lo de gennem den tætte, bidende tobaksrøg.
Deres rødglødende fjæs var som muntre middagssole i den mørke og smudsige stue.
-    Sæt dig ned, lille far! skraldrede de, når den ene eller anden kylede sine fedtede spillekort arrigt mod bordet. Sæt dig ned, lille far!
De var trukket så langt væk fra sovekammeret, som for­holdene tillod det, men snakken var så højrøstet og tobak­ken så dårlig, at de lige så godt kunne have opholdt sig svovlende og bandende i barselssengen.
-    Fød dit barn, lille mor. Ud med ham! Pres, lille mor, pres!
Pjotr var den fjerde af mændene. En poetisk sjæl. Han sad med foldede hænder og lukkede øjne og bad for mig. Deltog ikke i de andres larmende samtale.
-Bevar os jomfru til verdens lys! hørte jeg ham sige stille for sig selv.
Da han var færdig med at bede, fordybede han sig i stu­diet af en gammel, slidt katekismus. Tællelysets genskær gnistrede i hans briller. Jeg kunne mærke, at han havde lyd­høre øjne bag de briller. Ham ville jeg lære at kende. Han skulle være mit håb, mit anker i livet, til min mægtige ind­sigt overvandt kødets snævre bånd. Pjotr, og ingen anden.
Jeg valgte netop denne nat til min fødsel, fordi det var midt i den strengeste vinter. Vinteren var en straf for opsætsigheden i at leve, og jeg lod mig føde på trods af selve naturens mægtige vilje. En dag ville sneen smelte. Mit liv var endnu punktvis anende. Der var blod, meget blod, og der var kogende vand og røg og vodka. Dette var min første dåb. Jeg var ved at åbne mine hemmelige øjne. De var blå og blanke. Jeg så mere end andre, men jeg vidste endnu ikke, at det var noget særligt. Jeg vidste kun, at det lod til at være strafbart at lade sig føde som et menneske.
Jeg havde aldrig valgt Sibiriens stepper til min fødsel, hvis jeg havde haft et større kendskab til livets mange­dobbelte maske. Her var ufrugtbart og barsk. Træer og buske var underernærede, kuede af det ublide klima. Livet bedrog mig. Muligvis som svar på mine egne slet skjulte hensigter om at overgå livet. Jeg havde ventet en hurtigere sejr, men blev født i en halvøde udmark. Det eneste, det drejede sig om her, var kampen for at æde sig så svulmende fed på krop og sjæl, at man sprak, og heste, ulve og fritgå­ende svin væltede ud fra ens blødende indre sammen med kartofler, saltagurker, pandekager og grød. Denne verden stred mod min vilje. Det var strafbart bare at trække sit vejr med sine små bitte lunger gennem blod og slim.Voksende, almægtig og sært underkuet begyndte jeg at leve mit liv. Min fødsel var ingen partenogenese, ingen jomfrufødsel, men jeg så engle, hvis det da ikke var vætter. Brøkdele af sekunder anede jeg dem i overgangen mellem lys og skygge. Min navlestreng blev skåret over, og kvin­derne vaskede mig i den smeltede sne fra det gamle komfur. De snoede min navle. De var omhyggelige med den, for jeg var en menneskefisker. De lagde mig ved mors fugtige bryst, der var vådt af sved og mælk. Blodet var inden i mig nu, ikke omkring mig som en mægtig flod. Far dun­kede sine hænder ned i bordet og skålede støjende med sine venner. Pjotr skålede med. En lille vandansamling havde lejret sig i hans øjenkrog. Jeg så det godt. Jeg var den eneste, der så det.
-   En knægt! En satans, forpulet knægt! brølede far og kylede mig op i luften som en afskåret grisehale.




Rasputin sammen med familie og venner i  sin fødeby, Pokrovskoye.
Af de tre mænd som står bagest, er den midterste hans far, Efim.




 Jeg fløj for første gang. Så ned på verdens skyggespil af blod, sved, lort og lus. Så styrtede jeg ned i fars arme igen.
-   Bøh! sagde han og stak sit oppustede fjæs op i mit ansigt. Jeg skreg. Han lo som kun en nybagt far kan le, mens han dansede rundt på gulvet og svingede mig i luften. Langt om længe lagde han mig endelig ned til mors bryst igen.
-   En satans, forpulet knægt! Fars krop fortrak sig i et skoggerleende krampeanfald. Han begyndte at fortælle historien om onkel Vanja og hans tamme bjørn, selv om ingen i hele verden hørte efter. Far fortalte historien i en særlig udgave den mørke vinteraften, hvor jeg blev født. Kampen med bjørnen trak ud i over en halv time.
Jeg faldt i søvn. Jeg måtte sove, for der var meget, jeg skulle nå. Gå, falde, få tærsk, lære livets tusind slyngelstre­ger og lege røvere og soldater med de andre unger. Drive gæssene op fra dammen med lange kæppe og bare fødder. Lære fars heste at kende. Flere af dem var fuldblods og ondskabsfulde over for fremmede, men jeg var ikke nogen fremmed. Jeg kunne finde dem overalt, allerede da jeg lærte at stå på mine ben. Mine andre øjne så dem, hvor end de var på steppen. Hestene forstod den del af mig, der så dem overalt. Mit Kristusvæsen. Deres øjne var dybe og vidende. Deres muler bløde, varme og åndende. Hver vinter var deres pels strid og varm, sanselig at varme sine hænder og sit ansigt i. Mine

bedste venner. Far elskede også sine atten små røde yakutiheste. Efim hed han, og han talte hestenes sprog. De svarede ham, når han talte til dem. Et prust, en smasken, en vrinsken. Ørerne stod lige frem, når han kom, og de årvågne løb ham i møde. De lagde ørerne slappe ud mod siden, når han talte. Lyttede nysgerrigt til hans ord, sænkede hovederne og begyndte at smaske trygt. Far Efim var deres ubestridte leder. Havde altid ranke skuldre og ret ryg. Heste er føl­somme. De mærker den mindste flue, der lander på deres krop. De nød far Efims fasthed og naturlige måde at tage fat på, når han var blandt dem. Fra hestene fik vi mælk, kød, trækkraft og skind.
- Der er ikke noget skønnere end en hest i galop og et fruentimmer, der danser, grinede far. Hestene var samo­jeder som min mor. Jeg pløjede for far, så snart jeg blev gammel nok og lærte at styre hestene. Det gav mig sved på panden. I begyndelsen gik de på tværs af furerne, og far fik dem på ret kurs igen med et enkelt ryk i tømmerne, men efterhånden gik det ret godt.
Vi havde store marker som mange andre. Plovfurer, heste og køer nær Sibiriens vældige skove ved floden Saboi. 





Rasputin i hestevogn ved sit fødehjem i Pokrovskoje.




Vores gård var stor med hovedbygning af bjælker og et vindblæst bliktag. Med gårdsplads, port og plankeværk til værn mod vinden. Der var vilde blomster og pilebuske­nes rakler om foråret, de flagrende briser fra mors skørt om sommeren, når solen blev hindbærrød og hed, og spy­fluerne summede inde i stuen under loftet. Mor kunne meget. Det var hende, der malkede hestene. Hun lavede pragtfulde kødboller, ovnstegte tranebær med pudder­sukker og tørrede bær og frugter blødt op i vand serveret med sur fløde.
-   Mor, spurgte jeg, er der engle i himlen?
-   Ja, svarede hun alvorligt. Der er tusindvis. -Er de hvide?
-   Snehvide!
-   Har de vinger?
-   Snehvide vinger.
-   Kan de flyve rigtigt?
-   Højt og lavt, alle vegne. De bringer bud fra Gud. Hun løj så stærkt, som en hest kunne rende. Sådan var
hun nu engang. Samojede. Datter af et nomadefolk, der lavede støvler af rensdyrskind og tilbad gudebilleder, der var oversmurt med klæbrigt rensdyrblod. Samojederne var et folk, der havde styr på alle de synder, som mennesker gør sig skyldige i, de fleste blev regnet for dyder, bare de vel at mærke blev udført på den rigtige måde. Mor var en del af mit kød. Jeg bar hendes tro i mit indre som en dyb puls.
Mens jeg voksede op, blev jeg stadig oftere plaget af en smertelig forhåndsviden. Jeg kunne vågne om morgenen, når solen sprang ud af den kolde nat. Se den stige op bag skybræmmerne, der glødede som kobber. Jeg glippede en, to eller tre gange med de tunge øjenlåg, og så vidste jeg som regel, hvor jeg ville falde i løbet af dagen, og hvor ondt det ville gøre. Jeg stod op og tog mit tøj på. Køkke­nets brænderøg løb i et med de små pluf fra den kogende grød og træskeens skraben mod jerngryden. Jeg sagde intet til nogen. Ikke til mor, ikke til far, bedstefar eller min storebror Dmitri. Jeg bar smerten dybt inde i mig, til    hændelserne havde fundet sted. Jeg vidste, at i aften ville far komme stangdrukken hjem fra knejpen og skændes med mor.
-    Blæsten tuder og hyler, men den lægger sig igen, ville han brøle, men når en ond kvinde først får frie tøjler, så helmer hun ikke, før døden lukker kæften på hende!
Jeg bar det i mig. Derfor græd jeg aldrig. Verden skulle ikke stjæle mine tårer. Jeg forberedte mig til det store mira­kel, jeg stadig stærkere vidste, ville finde sted i mit liv.
Op ad væggen løb en stor edderkop, det grusomste og grimmeste af alle levende væsener, som legemliggørelsen af det kvindelige. Dens spindelvæv blinkede giftigt og blåt i vindueskarmens morgensol. Jeg kvaste den med mit ærme.
-    Hvad fanden laver du? spurgte Dmitri.
-    Pudser vinduer, sagde jeg og begyndte at fløjte.
-    Du har blod på ærmet.
-    Syltetøj, sagde jeg og gik ud for at fodre høns. Væt­terne løb rundt i skyggerne i deres grå tøj med øjne som poleret, grå granit. De passede på vores gård, medmindre de ærgrede sig over et eller andet uheld, der havde ramt dem. Så kunne de støje usynlige og bistre rundt eller blive tyvagtige af lutter arrigskab. Det skete med jævne mel­lemrum, at de forvirrede fars eller mors syn, når de var i skidt humør. Mor kunne vælte mælkespande. Far slog sig til blods på trappestenen i mørket, eller hjulene faldt af hans vogn. Det var den slags ulykker, der stammede fra vætterne, når de var gnavne.
-    Går du og glor efter vætter i skyggerne, brormand? Du skulle hellere se at få lavet noget! Det var Dmitri på vej ud for at stjæle krageæg eller pisse efter en af kattene.
-    De bor nede i den udtørrede brønd bag huset, det ved du godt, vrissede jeg.
-    Du kan også flytte derned, hånlo Dmitri og dunkede mig oven i hovedet med en flad hånd. Der er sikkert rigtig mange edderkopper at mase dernede!
-Næseblod! bjæffede jeg ærgerligt og skubbede hans hånd væk. Du ved udmærket godt, at vi aldrig hælder vand ned i brønden eller pisser i den, for så bliver vi straf­fet af vætterne!
-Ja, hvis de ikke har næseblod eller laver syltetøj! lo Dmitri og forsvandt fløjtende en falsk udgave af den samme melodi, jeg havde fløjtet på vej ud af køkkenet.
Jeg gik ind i brændeskuret og knaldede døren i, skum­mende af raseri. Trak min kniv frem og begyndte at skære i et brændestykke. Jeg havde skåret figurer i træ et stykke tid. De lignede ikke noget virkeligt. De lignede groteske genstande styrtet ned fra en forvrænget himmel. Dmitri var årsag til en god del af forvrængningen. Han svarede altid på noget andet end det, jeg spurgte om, eller gav mig en begmand. Det var i orden, bare jeg fik lov til at tale om mine mærkelige syn. 





Rasputin havde et syn af Jomfru Maria. Hans øjne kunne også helbrede og afsløre, hvem der havde begået et tyveri. 




Ofte tilbragte vi vores dage sammen med at fiske ved floden, hvor vi kunne skjule os under de høje skræppeblade. Vi gik også på jagt efter harer og fug­levildt. Vi var rigtige venner; kunne more os sammen og lave grin med hinanden. Nogle gange var Dmitri gnaven, mens jeg fortalte om mine besværligheder, andre gange fløjtede han umådehgt falsk imens, men vi var uadskille­lige. Fandt multebær og blåbær i steppens myggehelvede, men myggene var som mine synske evner. Man bemær­kede dem ikke, når ingen havde gjort en opmærksom på, at det kunne være anderledes. Flodvandet var kun lige over frysepunktet selv på de varmeste dage, og strømmen var kraftig. Den var kun isfri en tredjedel af året, resten af tiden måtte vi slå hul i isen for at fiske. I de lyse nætter løb vandet imidlertid frit uden at være særlig varmt, men vi kunne sætte os på de lune sten ved bredden og nyde solens bidende stråler, mens jeg talte om hensigten med mit liv, og Dmitri lavede grimasser. Vi kunne se ud over græsstep­perne med de mange vilde blomster. På den anden side af floden lå skoven, hvor lynnedslag i det knastørre træ om sommeren indimellem var årsag til skovbrande.
Dmitri fangede fisk med hænderne eller kastede med sten efter alt, hvad han havde en chance for at smadre uden at få bank, og en hel del af det, som han ville få bank for at smadre. Han kastede også sten efter køerne og mig.
-   Bangebuks! råbte han drillende, når jeg prøvede at dukke mig bag et gærde eller en busk. Lille bangebuks! Hængehoved!
-   Store røvhul! råbte jeg tilbage, for jeg havde fået at vide i forvejen, at han før eller siden ville fange mig og proppe småsten op i min næse og mine ører. Det ville komme til at gøre ondt i mere end en uge.
-   Du bliver aldrig nogen mand, du bliver en nikke­dukke! råbte han.
-   Hold kæft, skrålede jeg krigslysten og lykkelig.
-   Hold selv kæft, din dumme møgunge!
-   Du er ikke en skid mere mand end mig, din lumpne lusepuster.
-   Du går bare rundt og drømmer hele tiden. Det bliver man ikke mand af. Man bliver mand af at stikke svin og æde krageæg.
-   Jeg drømmer ikke. Jeg er Kristus.
-   Du er fandens til røv.
-   Skarnsunge!
-Var Kristus en mand? lo Dmitri hånligt.
-   Han var en mand, mens han var her. Så genopstod han.
-   Du tager pis på dig selv. Du bliver aldrig som alle os andre mænd. Du er en kylling. Du bliver aldrig til noget. Du får vrøvl med rigtige mandfolk hele dit liv. - Ævl! råbte jeg rasende og rejste mig for at fare på ham. Det var på det tidspunkt, jeg fik stenene i næsen og ørerne.
Han var måske ikke noget godt menneske, men han var en helvedes god kammerat. En hanekylling som jeg selv, der indimellem var ved at blive kvalt i sine forsøg på at sige kykeliky, men vi øvede os utrætteligt. Jeg så mig selv i ham, men vores dagligdag var nådesløs. Dmitri var den evige ballademager.
Jeg forsvarede mig mod hans angreb med alle midler. Først stirrede jeg på ham, men det var fuldstændig uden virkning, selv om mine blå øjne udtrykte en så overlegen vilje, at folk påstod, de fik tårer i øjnene, hvis de forsøgte at udholde mit blik, men Dmitri så aldrig nogen i øjnene.
Jeg lærte ham virkelig at kende, det var en af dagligda­gens mere fornøjelige fortrædeligheder. En manddoms­prøve. Vi fik lov at være sammen, til han blev fjorten.
Jeg kom til at holde af ham, fordi han var med overalt. Han hjalp med at stikke svin og strigle heste, når de skulle på marked. Vi fodrede gæs og klargjorde seletøj. Lærte at skyde sammen.
Han var mere brutal end forfinet. Det var vel grun­den til, at jeg dræbte ham ved en fejl. Dmitri var en vaks knægt. Altid med på den værste, men han kunne ikke dø uden hjælp. På den anden side set kan jeg også sige, at hans gemyt var sammensat. De syv dødssynder var den dej, han var æltet af. Hans alter ego. Han var hovmo­dig og gav fanden i alle andre. Grisk som en sultende lus var han. Han stjal af fars mønter, og han huggede tobak fra hans tobakspung, som vi sad og røg nede ved møllen, for at ingen skulle opdage det. Piben var håndskåret af mølleren, der vel nok kunne undvære den til glæde for et par uvorne knægte i lømmelalderen. Da en af de større drenge huggede piben, brækkede Dmitri hans opstopper-næse med en slangebøsse og stjal hans lommekniv. Det var godt gået af en storebror, og utugtig var han i sagens natur også. Han kunne fortælle lidt af hvert om de unge koner, han havde beluret, mens de hengav sig til at klø igen mod kødets kløe. Misundelse var nærmest en sygdom for ham. Det var mægtig skægt. Jeg måtte intet have, der var bedre eller stærkere eller flottere eller skarpere end det, han selv havde. Jeg vidste, han ville hugge det, hvis jeg ikke holdt det skjult. Dmitri var også grådig, ville have mere af alt som jeg selv, og så var han galhovedet som en idiot, hvis noget gik ham imod. Han blev stikhamrende tosset, og derfor var det sjovt at drille ham. Komme burrer i hans sokker og frøer i hans støvler. Dmitri var også en doven­didrik af rang, og lagde sig til at sove de mest besynder­lige steder for at slippe for at arbejde. På et tidspunkt fandt min far ham nede i den udtørrede brønd bag huset, og han fik sit livs hidtil største lag tørre tærsk. Jeg vidste godt, han var der. Jeg kunne jo se det med mine Kristus-øjne. Vætterne vidste det også, det var derfor, jeg var nødt til at sige det til far. Han var min bedste kammerat hele vejen igennem.
Senere begyndte vi at slås. Vi sloges i køkkenet, på gårdspladsen og nede ved dammen. Det var nærmest som en venskabelig styrkeprøve. Der kom hele tiden mere blod, både mit og hans. Mor skældte og smældte, men vores krig var ikke slut, slet ikke. En dag faldt vi ud i dammens mudder, mens vi kæmpede som spruttende smådjævle. Vi bed og spyttede og kradsede og sparkede. Nosser, mave, ansigt, alle kneb gjaldt. Vi kæmpede, til det ulækre, mud­rede vand var både inden i os og uden på os sammen med tænder, negle og blod. Jeg tabte bevidstheden og sank, var allerede fløjet bort fra verdens ubeslutsomme dagdrøm, da jeg mærkede et par kraftige næver gribe fat i kraven på mig og slæbe mig på land.                            
-   Hvad fanden er det med jer, knægte? Der må jo være noget galt oppe i knolden på jer! I er fandeme ikke rigtigt kloge, at I ved det!
Det var en af landsbyens jægere, der havde set os og fik os hevet op af det smattede plørehul i sidste øjeblik. Jeg brækkede mig og begyndte at hoste og harke for at få luft i lungerne. Det gjorde Dmitri også, men han blev aldrig rask igen. Et sted vidste jeg det godt, men jeg havde nægtet at anerkende det. Vi bar ham hjem, og mor klædte ham af og lagde ham til sengs.
-   Grigori, hviskede han med besvær.
-   Ja? Jeg lænede mig ind over sengen.
-   Hvis en ørn dør, mens den flyver i luften, hvad sker der så?
Jeg grundede. Jeg havde aldrig tænkt over det.
-   Ørne bliver altid skudt, før de dør, svarede jeg så.
-   Men hvad hvis de nu dør af sig selv? hviskede han, så hostede han voldsomt og lukkede øjnene. Jeg kendte ikke svaret. Tænkte meget over det senere i mit liv. Hen under aften fik han feber. Han sank langsomt bort i fjerne feber-fantasier, og i løbet af to dage døde han af en voldsom lun­gebetændelse. Jeg kunne ikke helbrede ham, og jeg følte mig både sorgfuld og lettet, da han døde.
Dmitri blev lagt i en åben kiste midt i stuen. Mor lagde kopekmønter over hans lukkede øjenlåg, så sank hun sammen over brystet på ham og græd. Det kunne have været pinefuldt, hvis det ikke havde været et lille skuespil til ære for far, og hvis Dmitri ikke havde haft sådan en rådden livsvæge. Mennesker havde det med at være bund-rådne, selv når de var så unge som Dmitri. Mor plukkede blomster på den tørre slette og malkede hopper. Far slag­tede og rensede får til begravelsesmiddagen. Mor lagde timian i stuen, og den gennemtrængende lugt overdøvede til dels stanken af død og sygdom.
Skyerne væltede forrykt hen over byen, som blev de for­fulgt, og det var piskende regnvejr, da Dmitris kiste blev sat på hestevognen med de store hjul og kørt til kirkegården. Det var midt i sommertørken, men Gud måtte have misfor­stået noget, eller også var det vætterne, der var utilfredse. Dmitri var den første, der fik lov at undslippe regnen i sin Noahs ark, en rå, umalet trækiste. De hurtigtløbende fod­gængere, som ligtoget passerede, gjorde plads for proces­sionen, talte de to kranse af tyttebærris, korsede sig, den mest nysgerrige sluttede sig til følget og spurgte, hvem det var, der skulle begraves. Han fik sit svar og mumlede:
- Fanden tage ham!
Vi andre faldt på knæ i pløret, og præsten fægtede blindt med et kors i luften, gennemblødt til skindet, som søgte han at jage dæmoner væk fra alle verdenshjørner. Folk prøvede at kysse korset, når det blev rakt frem imod dem, men de fleste ramte det ikke. De trimlede rundt mellem hinanden og bandede i deres drivende våde skæg og tør­klæder over både livet og døden og pløret og hinanden og resten af kæferten fra i går. Med en korsformet gestus strøede præsten klistret jord på Dmitri og sang ensomt for i begravelsessangene. De begyndte at sænke kisten i jorden, og ikke så snart ramte Dmitri gravens mudrede bund, før folk forsvandt mod vores gård, så hurtigt som det var muligt på deres skramlende hestevogne. De ville indendørs og have noget at æde. Begravelsesmiddagen trak uendeligt længe ud og var meget støjende. Det var festligt. Far omfavnede gæsterne igen og igen og kyssede kvinderne støjende. Man hørte harmonikamusik og kvalte glædes-hvin til hen under morgen. Jeg husker den sure tobaksos, gæsterne havde efterladt. I skorstenen tonede vinden øde og vildt som ulvehyl. Jeg skulle gøres fri, jeg vidste det bare ikke klart nok endnu. Jeg var ensom igen. Alene med verden. Jeg skar træ. Sære, forvredne forestillinger om Dmitris rådnende lig.




Rasputin i Pokrovskoye med sine børn Maria, Varvara og Dmitri. Maria og Dmitri var opkaldt efter hans afdøde søskende. 




Der var fars sviende lussinger i den lette, frostklare stil­hed den vinter. Gården blev for lille, og mor blev tyk. Maria Matryona fødtes det forår. De fede gæs baskede stolt hen over den sidste lådne, skimmelagtige rimfrost, da solen kom. Intet var som en forårsdag, hvor de lysgrønne skud sprang frem af skovens fyrretræer, og fiskene sprang i den snoede flod langs bjergene. Maria var typisk for sit køn. Uransagelig. Hun fik kramper. Den fordrukne læge tog ud fra Tyumin, da det var sket nogle gange. Gloede på hende og rystede på sit visne, gamle hoved.
-   Det går over.
Det gjorde det også. Hun døde.
-   Vodka, sagde han. Giv hende en slurk vodka i ny og næ, så er hun frisk som en fisk, inden I har trukket vejret tre gange.
Det er kun kvinderne og lægerne, der ved, hvilken vel­signelse løgnen er for menneskene. Mor gav Maria vodka. Hun dejsede rundt som en syg høne. Læger foreskriver medicin, som de kun ved lidt om, for at forebygge syg­domme, som de ved endnu mindre om hos mennesker, de ikke kender. Til sidst kunne hun selv finde flasken. Far brummede, mor slog det hen, Maria bøvsede. Hun sejlede på tværs af køkkengulvet i mors potter og pander. Det gyn­gede og gyngede. Rundt om skibene rejste der sig bratte, høje bølgebanker. Hun sejlede og sejlede. Kilede skøde af, gajede sejl op, luvede, sløjede. Dødssøbølger tårnede sig op i hendes mørke hav.


Du kan købe bogen her  (Fotografierne findes kun her på bloggen).



Tommy Steele: Min samling af signerede fotos fra rockens rødder, del 11.



Tommy Steele alias Thomas William Hicks, født 17. december 1936 i Bermondsey, London. Han er I dag 76 år og optræder stadig. Genrer: Skiffle, Rock, Pop, Musical. Instrumenter: Banjo og guitar. Englands første rock and roll stjerne og teenage idol. Startede med at spille skiffle-musik på kaffebarer I Soho, London, men blev I 50erne kraftigt inspireret af Buddy Holly og blev samtidig opdaget af en avisfotograf, der mente, at han kunne blive englands svar på Elvis Presley. Brød igennem i 1956 sammen med gruppen ”The Steelemen” og nummeret "Rock With The Caveman". Hans første tre singleplader blev udgivet med én hver tredje uge. De fleste af Steeles indspilninger i 50erne var covers af amerikanske hits som "Singing the Blues" der blev nr. 1 på de engelske hitlister, før Elvis Presley indspillede nummeret. Trods påstande om det modsatte besøgte Elvis Presley faktisk Tommy Steele under en dags ophold i London, 1958. To unge mænd, der delte den samme kærlighed til deres musik, siger Steele om mødet. I 1959 tog han på en tre dages koncertturné til Moskva. Steele fortsatte i 60erne med en karriere indenfor teater- og filmmusicals efter sine år med rock and roll. Han har bl.a. spillet hovedrollen i musicalen ”Hans Christian Andersen”, og hans farfar er i øvrigt skandinav. En af hans mest kendte filmroller er ”Og”, en alf der bliver et menneske i filmen ”Finian's Rainbow”, 1968 sammen med Petula Clark og Fred Astaire. I 1983 instruerede og spillede Steele hovedrollen i ”Singin’ in the Rain på ”The London Paladium”. I 1991 turnerede han med teaterudgaven af Marilyn Monro og Jack Lemmon filmen “Some like it hot”. I 2003 turnerede han med musicalen ”Scrooge” en nyskrevet udgave af Dickens’ ”Et juleeventyr”. I 2006 udgav Steele selvbiografien “Bermondsey Boy: Memories of a Forgotten World”.  I 2008 turnerede Steele i en alder af 71 med musicalen ”Docter Doolitle”. I 2009 nåede Steeles ”Greates Hits” samling en placering på den engelske top 40, hvilket var hans første hitliste placering i 48 år!
Steele er multikunstner og har også arbejdet som forfatter, kunstmaler og skulptør. Han har bl.a. foræret byen Liverpool en skulptur af ”Eleanor Rigby” til minde om ”The Beatles". Steele blev gift med Ann Donoghue i 1960, og de har datteren Emma.
Tommy Steele har modtaget OBE (Order of the British Empire).




Tommy Steele fylder 75

Tommy Steele har været en af Englands musicalstjerner så længe, at det næsten ikke er til at tro, at han, der i morgen fylder 75, sidst i 50’erne fik rock ’n’ roll-bølgen til at rulle. Ikke bare hjemme i England, men i høj grad også her til lands, hvor han med sin blonde, svajerdrengede attitude blev rollemodel for Otto Brandenburg og en hel generation af stenbrorødder, der brugte rocken som en befrier for det toværelsers småborgerskabsfængsel.
Sange som ’Water, Water’, ’Singin’ The Blues’ og ’A Handful Of Songs’ fik den tidligere kahytdrengs hyre til at stige fra syv til 700 pund om ugen.
Steele, som er født Thomas Hicks, havde snuset til rocken under landlov i USA. Hjemvendt begyndte han at synge på kaffebarer i Soho, smittet af den omsiggribende skiffle-feber. Hicks blev spottet af impresarioen Larry Parnes’ talentspejdere, fik nyt navn og hittede med sin debutsingle ’Rock With The Caveman’ i efteråret 1956. Det var Elvis Presleys gennembrudsår, men Elvis-plader var ikke sådan at få fat på i England – distributionslicensen var udløbet og inden den blev fornyet, forstod Parnes at få Steele lanceret som cockney-kulturens velopdragne svar på Elvis.
Steeles stemme var for venlig til rock ’n’ roll, men han var selv med til at skrive sine sange, bl.a. sammen med Lionel Bart, som senere skrev succes-musicalen ’Oliver’. Steeles første store hit, ’Singing The Blues’, var dog en af-countryficeret kopi af Guy Mitchells amerikanske hit, som Steele udkonkurrerede i England.
Larry Parnes forstod at smede, mens pigernes puls var højest. Steele blev filmstjerne i lavbudgetterede idoliscenesættelser, og viste et kameratække, som sagde ham, at den del af showbiz mere var hans hjemmebane. Han fik ret. I 1959 bankede Cliff Richard på den britiske rockdør, og Steele stillede sig ikke spærrende i vejen.
I stedet brød han i 1963 igennem i musicalen Half a Sixpence. På det store lærred spillede han i 1968 med Fred Astaire i Francis Ford Coppolas Finian’s Rainbow – på dansk Regnbuedalen. Og triumferede som Hans Christian Andersen i musicalen af samme navn. Siden har han været verdensberømt i West End med egne shows og i roller som Dr. Doolittle og Ebenezer Scrooge. Dickens-figuren turnerede han med så sent som i år.
Sideløbende har Steele høstet hæder som billedkunstner. I Liverpool står hans rørende statue af Eleanor Rigby. Efter sigende udført som tegn på hans taknemmelighed over byens modtagelighed for god musik.
Man må altså formode, at han er kommet sig over, at han i 1956 blev vraget af produceren George Martin, der ikke kunne høre hans talent. I stedet skrev Steele kontrakt med Decca, som senere sagde nej til The Beatles, der som bekendt med Martin endte med at indspille mere end en håndfuld sange, men aldrig underkendte Tommy Steeles betydning som den, der banede vejen for en ny britisk ungdomskultur.
Tommy Steele lukkede ånden ud af flasken, men var ikke, for nu at citere en anmelder, selve ånden.



Live: Tommy Steele med “Elevator Rock”, 1956




Live: Tommy Steele med “Singing the Blues” fra 1957