mandag den 20. februar 2012

Min roman "Rejsen til Alvilva", "Helvedeshesten"


Romanen "Rejsen til Alvilva" af RTK, Modtryk 1993


Kapitel 5

III Helvedeshesten                   
Himlen stod åben i et hvidglødende brøl, der slog lange flossede slagskygger af fyrreskovens jættespyd. Jorden skælvede.
Jeg fór op og stirrede forvildet omkring mig. Det var blevet begsort nat, og tordenen var lige oppe over os. Himlen flække af lynild, der med skrald som af vældige bjergskred rullede bort mellem fjeldene.
Lille Jon var blevet vækket af det samme tordenskrald som jeg - Skoven brænder! brølede han og stirrede forvildet op i himlen. Slået af rædsel greb han hestehuden og knugede den ind til sig, som var den en elsket dukke; mens han i en underlig duknakket flugt løb mod skoven. Jeg fulgte ham åndeløst.
Kæmpen flygtede ind i mørket uden mål eller med, kun drevet af sit skrækslagent pumpende hjerte og vejrgudernes djævleblændte raseri.
Snart lukkede fyrreskovens tætte favn sig om os, så selv ikke det kraftigste lyn var til at skimte; men de hule tordendrøn slog mod os med uformindsket voldsomhed. Den store skikkelse foran mig brasede gennem underskoven som en såret bjørn, og jeg fulgte med hamrende hjerte den vej, han brød gennem mørket. Man skulle være døv for at overhøre hans fremfærd; men nu og da kom jeg alligevel bort fra hans spor og blev fanget af de skarpe grene. Jeg rev og flåede for at komme fri, før min store husbond forsvandt i mørket. I lang tid løb vi sådan; men endelig sagtnede Lille Jon farten, og jeg nåede op bag ham. Han stod helt stille og åndede hurtigt og ujævnt. Mørket syntes uigennemtrængeligt, og en mærkelig understrøm af lyde løb under fyrrene. En efterklang af det frygtelige ragnarok deroppe. Underskovens eget dybe liv sang med på det vældige gudekvad.
-Åh! gispede Lille Jon, hvad skal vi dog gøre? Der er sket frygtelige ting med folk, som har været ude i Nordskogen om natten. Det har bedstemor tit fortalt.
- Kan vi ikke bare blive her til det holder op? Det kan vel ikke vare så længe.
-Var det så bare tordenen. Lille Jons stemme skælvede. Hør!
Han stod urørlig og lyttede ind i mørket bag os, og hans ængstelse greb også mig.
Så skete det igen. Med ét syntes underskoven at være en vældig sal i mørkets kriblende rige. Et tomrum af levende intethed, hvor nattens sorte bål af skygger flammede, og ukendte skabninger slog spindelstrenge an til dans. I det bælgsorte dyb var der pibende sukke og støn. Små fødder, der trippede. Øjne, der glippede. Den sugende stilhed syntes i et nu bristefærdig af liv. Vi lyttede skælvende ind i mørket. Vi var som nøgne fugleunger, der var faldet fra reden.
- Kom! hviskede Lille Jon hæst og greb mig hårdt i skulderen. Vi må væk herfra!
Vi løb påny, og jeg hørte hans vældige skikkelse brase gennem underskoven. Over mig var den utrættelige torden. Bag min nakke anede jeg, at nattens væsner løb efter med sagte kvas af underskovens rådnende grene og gnidsel af mostykke skærver.
Lille Jon løb tungt og uden ophold, og jeg kunne høre på lydene omkring ham, at krattet blev tættere. Samtidig blev træernes kroner mere spredte, og lynskæret glimtede igen imod os.
- Ved du, hvor vi er? råbte jeg forpustet frem mod kæmpen.
- Aner det ikke. Har absolut ingen anelse, prustede han i korte stød. Men nu kan dette her kraft bryde mig da heller ikke blive værre!
Vi var nået til et mere åbent sted i skoven, og i det samme mærkede jeg en kold regndråbe mod min næse. Og så igen, og nu ganske tæt som en hvislen over krat og kroner.
- Åh nej, stønnede Lille Jon. Der er sket forfærdelige ting med folk, som er faret vild i Nordskogens natteregn. Bedstemor har fortalt mig om det mange gange. Vi må tilbage. Ind hvor skoven er tættere!
Lille Jon vendte sig. I det samme lød et langt, klagende hyl lige bag os. På én gang dybt og skærende, truende og ulykkeligt.
- Løb, for pokker, råbte Lille Jon, løb! Han brasede videre fremad, ind i det tætte krat, og jeg holdt mig så nær hans ryg som muligt. Her var grenene så tynde og filtrede, at de bøjede af og slyngedes tilbage imod mig, når jeg ikke holdt mig klods op ad Lille Jon.
Vi nåede til en åbning næsten uden træer, og himlen var sølvhvid af lynild. Regnen piskede imod os. Kold og ubønhørlig gled den fra hår og ansigt ind på brystet og ned ad kroppen. Jeg bøjede mig forover og holdt begge arme op foran ansigtet for at undgå det sviende buskads.


Ill. Flemming B. Jeppesen.


Et lyn slog ned tæt ved, og jeg rettede mig uvilkårligt op. I krattet foran mig stod en vældig, hornet djævel, en svulmende helvedes-hest, hvis mørke kontur faldt over mig i lynets slagskygge. Jeg udstødte et fortvivlet skrig, og skikkelsen forsvandt igen i mørket.
Da mine øjne havde vænnet sig til det svagere lys fra lynene længere borte, så jeg, at helvedeshesten havde været Lille Jon. Han havde taget hestehuden over skuldrene med hovedet som en hætte over sit eget. De to ører strittede op som stive horn. Eller var det Lille Jon? Jo, naturligvis var det ham. Jeg bøjede mig igen forover og løb efter hans tunge skridt mod regnens kolde silen. Nu stred vi gennem krattet i tykt, fedtet pløre.
-Satans, det bliver tættere! brølede kæmpen; men han satte ikke farten blot en smule ned.
Tykningen voksede os over hovedet og rev og bed overalt på kroppen. Et lyn flåede igen himlen lige over os, og jorden skælvede under tordenskraldets jættebrøl.
- For satan da, hylede Lille Jon. Jeg lover at køre bedstemor til Skjele i hendes stiveste puds, hvis vi slipper levende fra det her!
Jeg husker tydeligt, at jeg priste mig lykkelig for, at han ikke solgte sin sjæl til djævelen nu, hvor han var igang. Der var gået fuldstændig panik i den store mand. Ikke så snart havde han udstødt sin ed, før han bragede ind i et krat, der var om muligt tættere end før. Det greb om os fra fodhøjde til over hovedet.
-For satan i helvede, det er tykt som ærtehalm! stønnede kæmpen.
Jeg stred mig fortsat frem med begge arme over ansigtet og fulgte lyden af det knasende krat foran mig.
-Tykt som ærtehalm, gentog han stønnende deroppe. Det hænger sgu' i huden ligesom hønsefjer i fåreuld!
Der var længere mellem lynene nu, og mørket sænkede sig stadig tættere omkring os. De hule tordendrøn lød nu bag vore rygge. Regnen piskede heller ikke så slemt som før; men kratskoven flåede både klæder og hud, snoede og hægtede sig, rev og bed. Den ene kaskade af svidende slag fulgte den næste.
- For satan og ind i helvede da også! fnøs Lille Jon fortvivlet foran mig i tykningen.
Tordenen trak stadig længere bort, og mørket blev tættere. Nu kunne det være det samme, om vi forsøgte at vende om. Det var umuligt at afgøre, hvor vi var kommet fra, og hvor vi var på vej hen. Der var ikke længere noget, der hed frem eller tilbage. Måske gik vi i ring.
'Det man måler sig på afgør, hvor man søger hen', havde De Gamle Magnus sagt. Her målte jeg mine skridt af efter Lille Jon og Lille Jon havde intet at sætte mål efter andet end sit eget dundrende hjerte, angsten i den store, stærke krop og de skræmte tanker i hans hoved. Men hvad skal man med hjerte, krop og hoved uden noget i måle dem på, noget at tage bestik efter? På trods af alting havde jeg dog inderst inde en fast tillid til min lykkestjerne og til den store skikkelse foran mig. Jeg var endnu ikke så gammel, at jeg kunne forestille mig noget, der bare gik galt; at der var ting i denne verden, som ingen løsning havde. Situationer, som man ikke selv magtede, og som ingen andre i hele verden kunne hjælpe en ud af. Jeg kunne ikke vedkende mig magtesløsheden, da min far døde, og heller ikke da min mor fulgte efter. Hvordan skulle jeg kunne anerkende den nu; en uvejrsnat i skoven, fanget i et uigennemtrængeligt krat sammen med et vældigt menneske, som jeg knap kendte. Jeg kunne ikke et øjeblik forestille mig anden mulighed end den, at der forude ville vente noget godt.
- Det tynder ud! Nu tynder det sgu' ud! råbte Lille Jon. Og ganske rigtigt. Det tætte, filtrede buskads løstes langsomt op. Det blev lavere og spredte sine fangarme med større mellemrum. Der faldt en stille regn. Skyerne var ved at skilles. Ret frem for os gav de plads for en stor, skindgul fuldmåne.
- Puh, gryntede Lille Jon og stoppede op for at tørre sveden af panden. Det var sgu' en grim en. Han pustede ud og rystede sig med store, dovne bevægelser, der ikke gjorde den ringeste virkning.
- Det var pokker ta' mig en grim en, gentog kæmpen, mens jeg nåede op på siden af ham.
- Hvor er vi? spurgte jeg dumt. Som om han skulle vide det bedre end jeg.
-Ja, jeg kan sige så meget, som at vi ikke er til visitats hos domprovsten i Tromsjø, svarede Lille Jon og gnubbede sine øjne med håndfladerne. Han havde tilsyneladende allerede overvundet den panik, der greb ham i skoven.
- Det regner næsten ikke mere, sagde jeg for at sige noget. Jeg kiggede op mod himlen, hvor de mørke skyer skiltes stadig mere og lod månelyset sive fri i en skiftende stråledis. Den oplyste svagt landskabet foran os. Pludselig fik jeg øje på et utydeligt omrids et stykke længere fremme i disen.
- Se! Jeg ruskede ivrigt Lille Jon i ærmet og pegede. Se, der ligger en gård!
Lille Jon gnubbede øjnene en ekstra gang og stirrede. -Jeg tror satan støde mig, du har ret...
Terrænet skrånede opad, og oppe ad stigningen, måske et bøsseskuds længde fremme, skimtede man tre mørke bygninger. Der var også noget, som måtte være et vindue med brændende lys.
- For fanden da, råbte Lille Jon. Det er et helt usandsynligt held, medmindre... Han tav og kneb øjnene sammen for at skelne flere detaljer af bygningen.
- Medmindre hvad? Mit hjerte var endnu ikke holdt op med at hamre efter flugten gennem skoven.
-Medmindre det er gamle Halvor Halbjørns gård på Øksnefjell.
- Hvem er gamle Halvor Halbjørn? Lille Jon pustede en vanddråbe af næsen og fnøs. Så vinkede han mig i dækning bag en stor sten.
- Engang var han dommer i Vidje, hviskede han og vedblev at stirre op mod gården. Dengang hed han Halvor Ringås. Han var en afholdt og respekteret mand med uplettet rygte, hvilket vil sige ikke så lidt i en sladdervorn lille by. Så giftede han sig med Ellen Jonsdatter fra Krake. Det kvindemenneske var statelig som en kongeørn og væver som en snehare. Hun var blid som et lam og billedskøn som en engel. Hendes øjne var blå som himlen, og hendes hår faldt langt og lyst som sommernatten. Jo, en engel og en elverfe, det var hun at se til; men alligevel så var den smukke ham en djævels skalkeskjul. Der var edder og forgift i hendes blod som i forne tiders lindorme. Det var æter, der randt af hendes øjne, når hun græd på skrømt. I hendes suk og ånde var en afskyelig smitte. Hendes ord var elverskud og pile, hendes tunge såede skygger overalt. Hun forstod at se det grimme i ethvert ansigt, og den snigende råd i alle tanker. Hun så altid dårskaben bag ved dyden; løgnen gemt bag løfterne og de brådne kar inderst på hylderne. Hun så det forkrøblede i alle menneskers sind og tyven i alles hjerter.
Hele byen genlød snart af hvisken. Onde tunger spredte deres slimede gift, og nid og nag sprang som en helvedesild mellem gader og torve og fra det ene stokværk til det næste. Dommerfruen tog det hele som en spøg. Hun lo af den splid, hun kunne sætte i verden, og hun holdt sin egen ryg så fri, at ingen mistænkte hende for at være den heks, der strøg med salt og peber over alle sår. Der var endda dem, der mente, at hun var den eneste sande og lydefri kvinde i byen, og at hun gjorde sit køn ære ved at være så kvindelig, som hun var.
Så bredte de onde rygter sig til domhus og dommer. Han drak jo, denne dommer Ringås, og han dømte efter arrestantens pengepung og sit eget forgodtbefindende. Ellen Jensdatter fra Hestefjell lo bare og sagde, at han blev en dårlig elsker af at tage sig den dumme snak så nær. Men hvis han ikke længere brød sig om hende, kunne hun da finde trøst andetsteds, det vidste jo alle i byen.
Hun drev den stakkels, ulykkelige Halvor Ringås fra vid og sans. En vinternat skubbede han Ellen Jensdatter ned fra loftstrappen, så hun brækkede halsen. Alle vidste, hvordan det var gået til; men ingen kunne bevise noget.
Sladderen og den ulykke, som denne ulyksalige kvinde havde kastet over ham, drev dommeren her ud midt i Nordskogen til et liv som eremit.
Nu har han boet her i en menneskealder uden at se et eneste menneske. Han skyder på alt, hvad der nærmer sig. De siger, at han har tæmmet bjørn og vilde ulve, som kan holde ham med selskab. Derfor kaldes han Halvbjørn. Han lever af råt kød, halm og bark. Jeg har selv set ham engang. Hans hud er runken og skjoldet, og den krymper sig i folder. Hår og skæg er filtret ind i spindelvæv, som var han en nisse, og tænderne tæres af orm. En sådan ulykke kan en kvinde kaste over en mand.
Mens Lille Jon havde talt, var skyerne drevet bort fra månen, der lod natlyset flyde fra sin runde kobberøse ned over bygningerne foran os.
- Søde himmel, udbrød han befriet. Jeg er en lykkens Pamfilius! 

Ill. Flemming B. Jeppesen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar