mandag den 31. december 2012

Peter Belli. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 31.




Georg Peter Brandt alias Peter Belli blev født på et toilet i Tyskland d. 19. juni 1943. Hans mor, Bodil Elisabeth Brandt, tog efter fødslen tilbage til Holte, hvor Peter voksede op.
Han har aldrig kendt sin far, Louis Plaisant, som hans mor mødte på en konservesfabrik i Tyskland. Navnet Belli fik han fra sin voldelige stedfar, da hans mor giftede sig med Fritz Max Milian Aliysius Belli.
Peter lærte hurtigt, at hvis han ville have lommepenge, så måtte han skaffe dem selv, og han havde mange småjobs som bl.a. assistent for en mælkemand og som barnepige.
Hans karriere indenfor underholdning startede allerede som 9 årig, da han tjente et par skillinger ved at spille på mundharpe. Som 14‑årig meldte Peter Belli sig selv ud af skolen. Først ville han være cirkusartist, men det kostede penge, så han kom blandt meget andet i lære som frisør og farvehandler, men kunne ikke holde det ud.
Han havde altid selv villet være noget indenfor underholdning, og søgte derfor ind til Sagas filmstudier som scenearbejder og alt‑mulig‑mand. Her havde han en spændende tid og mødte mange kendte skuespillere,
I ungdomsklubben i Gl. Holte havde han startet et band ved navn "Rainbow", og senere fik han lov til at gæsteoptræde i Odense i bandet "Les Amis", som Rock Nalle senere kom til at spille sammen med.
Peter Belli debuterede som sanger i 1959 sammen med sit første band "Trefters", som blev startet i Hvidovre ungdomsklub, og samme år vandt han som 17-årig årets Pop Melodi Grand Prix.
Det helt store gennembrud kom, da Peter Belli kom med i "Les Rivals", som blev utroligt populære på "Place Pigalle" på Bakken, og da stedet lukkede for vinteren, åbnede Hit House dørene som det nye mekka for pigtrådsmusik den 1. september 1964.

Dagen efter blev "Les Rivals" hyret til at spille på Hit House i fire måneder, og dansk rock blev aldrig helt det samme igen. Snart blev Les Rivals udråbt til at være danmarks svar på The Beatles. Peter Belli havde som en af de første RIGTIG langt hår og en rå, insisterende stemme, og snart var det ikke længere The Beatles, men The Rolling Stones, man sammenlignede gruppen med.



Belli og Rivalerne plade‑debuterede i december 1964 med singlen "Move on", som havde B‑siden "Got Love if you want it".
De kom til at spille opvarmning for både The Kinks og The Rolling Stones til deres respektive koncerter i Danmark.
Gruppen turnerede over hele landet og kom forbi Nykøbing Mors, hvor Peter Belli, fordi orkestret blev forsinket, lovede Frode fra Frodes Tivoli, at han ville køre dødsdrom, det næste sted de kom hen.



Derfor krøb en langhåret rock‑rod op på motorcyklen i Juelsminde. Succesen blev gentaget i Løgumkloster den 17. august 1965, og det var her Peter Belli for første gang mødte sit livs kærlighed, June. Juleaften 1965 blev de hemmeligt forlovet.
Første koncertturne blev til Finland i 1965, og derefter gik turen til Skotland. Under turen udbrød der ifølge Ekstra Bladet en 'pigtrådskrig’ mellem Rivalerne: De var kommet op at skændes bl.a. om penge. Tre af Rivalerne, Henrik Carlsen, Per Olaf Hansen og Niels Kjær syntes, at bandet selv fik for få penge for at rejse rundt og spille, mens manageren og PR‑manden tjente fedt. Så blev de tre erstattet af musikere fra andre bands.
Men publikum var solidarisk med de gamle Rivaler, og til den næste koncert med Belli og de nye Rivaler, blev de pebet ud. Det satte skub i tingene. Belli og det gamle band blev forsonet og indspillede singlen 'Helt igennem respektabel' ‑ Thøger Olesens danske udgave af Kinks‑nummeret "A Well Respected Man".
I 1966 optog bandet tv‑showet "48 timer med Peter Belli og Rivalerne". De havde fået en ny trommeslager, som hed Preben Devantier, som året efter i 1967 spillede med Steppeulvene.
Lidt senere udkom Peter Belli og Les Rivals sidste single: "Ulven Peter", en dansk udgave af "Lil' Red Ridin' Hood" af Sam the Sham.
Mange musikere havde på det tidspunkt røget hash, men ingen ville frivilligt indrømme det. "Børge", datidens førende blad om populærmusik, havde en artikel om et kendt dansk band, som under en koncert på Fyn havde solgt hash til én fra publikum. DR besluttede at lave en udsendelse om episoden, og "Børges" redaktør, Erik Haaest, overtalte Peter Belli til at medvirke, selv om det ikke var ham, der havde været på Fyn og sælge stoffer. Som han sagde i radioen, så havde han skam prøvet at ryge hash, men det var ikke noget for ham, så det var han for længst holdt op med.
 Men til Les Rivals' næste koncert dukkede politiet op, arresterede bandet og beholdt dem i tre døgn. Så tilstod de, at de havde røget hash. I forbindelse med retssagen indspillede Peter Belli solo‑nummeret "Hvem dømmer hvem", der var en kommentar til sagen.
Alle fem fik en fængselsdom. Peter Belli og Preben Devantier fik hver 60 dage. Peter Belli afsonede sin dom, der blev sat ned til 30 dage, i celle 42 i Kolding Arresthus og spillede aldrig med rivalerne igen.
Knap to år efter Peter Belli og Junes første møde, blev de, den 9. august 1967 viet under åben himmel i en skov ved Sandbjerg i Nordsjælland.
Efter "Les Rivals" samlede Peter Belli et soul-orkester. En drøm han altid havde haft. Bandet kom til at hedde "Seven Sounds.", men de blev opløst allerede i 1967 efter en enkelt pladeindspilning, "Little by little". Næste band blev "Peter Belli og B.B. Brothers", men de nåede kun at indspille en enkelt single, "The girl that stood beside me", som udsendtes under navnet "Four Roses", der var et andet band, Peter Belli havde dannet sideløbende med B.B. Brothers. Four Roses var navnet på hans yndlings-whiskey, og de udgav blandt andet den engelske "I don't want to love you" og Beatles‑numrene "Ob‑la‑di, Ob‑la‑da" og "Bungalow Bill.". Der blev også indspillet danske numre oversat af Thøger Olesen: "Hvis jeg var arbejdsløs", og "Jeg er din dengse i nat". "Four Roses" blev opløst i 1969.
Herefter rejste Peter og June rundt med Ronalds Festival Tivoli i fem år og fik tre børn: Chano, Michel og Natasja.
Op gennem 70'erne og 80'erne spillede Belli mange dansktop-numre, der er blevet klassikere og fortsat spilles i Giro 413: "Teddybjørn", "Bedste" og Kurt Thyboes "Ingen Regning".



I 80'erne kom også to danske versioner af fantastiske numre som Elton Johns "Your Song", som blev til "Til dig", og Phil Collins' numer "In the air Tonight", der blev til "Menneskejagten", som virkelig viste at Peter Belli var i en klasse for sig selv.
I 80'erne deltog han tre gange i Melodi Grand Prix, og i 1984 blev han ansat som sprechstallmeister i Cirkus Arena i to sæsoner. Derefter fik Peter og June job som værter på "TV‑bingo" på Kanal 2, hvor de fortsatte i 10 år.



Mens Peter Belli var vært på "TV‑bingo" blev han tilbudt rollen som Arne i Danmarks Radios tv‑serie "Ugeavisen". Serien gik et helt år, og han medvirkede samtidig med, at han passede bingojobbet. Peter Belli har også spillet med i andre biograf- og tv-film som "Den dobbelte mand" og ”Sonny Souffle show". 
I 1985 deltog han i Gregers Dirckinck-Holmfeldts "Her er dit liv" og fik at vide, at han havde en halvsøster i Frankrig. Desværre blev deres nære bekendtskab kort, da hun allerede døde i 1988.
I 1989 vendte Belli tilbage til rocken i en dansk udgave af Travelling Wilburys under navnet Hobo‑ekspressen. Gruppen bestod af Johnny Madsen, Nanna, Billy Cross og selvfølgelig Peter Belli.
I 1991 udgav han pladen "Yeah", der skulle blive hans definitive hjemkomst til rocken sammen med "De nye Rivaler".
Belønningen for succesen kom i februar 1992, da han modtog en Grammy som "årets sanger". Samme år udkom albummet "Ribbet og flået", og året efter blev live‑cd'en "Rock and roll live" optaget på Skanderborg Festivalen.
I 1997 kom "Talisman", som af mange betegnes som hans bedste album nogen sinde.
I 2003 blev Peter Belli igen hædret med IFPI's ærespris ved Danish Music Award for en lang og enestående karriere. Efter et fald i Thailand og en mislykket operation har Peter Belli kæmpet med så alvorlige smerter, at det har været ved at tage livet af ham, men han har tacklet situationen med den seje livsvilje, han altid har haft.
Hans selvbiografi er udkommet to gange, nemlig under titlen: ”Jeg er, som jeg er", 1999 og ”Et enestående liv - min rejse fortalt i billeder", 2011.
Peter Belli siger selv: "Mit liv har været smukt, sejt, varmt og dejligt, og én ting er sikkert: Jeg kommer ikke herfra nysgerrig!"

Peter Belli live med Les Rivals i Hit House 1965: "Roll over Beatles".



Peter Belli og Jan Glæsels orkester live med "DC9" fra  "Husk Lige Tandbørsten", 1995.


Peter Belli og Sanne Salomonsen live med Kasper Winding-nummeret "Lidt til og meget mere" fra "Toppen af Poppen", 2012.




søndag den 30. december 2012

Dick Clark "American Bandstand". Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 30.






Dick Clark alias Richard Augustus Wagstaff Clark Jr. blev født 30. november 1929 i Mount Vernon, New York og døde 18. april 2012 i Santa Monica, Californien.
Clark blev kaldt ”Verdens ældste Teenager”. Aktive år 1945‑2012.





Clark var radio- og TV‑gigant og blev et kulturelt TV-ikon, der er legendarisk som vært for det længst kørende show i amerikansk tv’s historie: ”American Bandstand", der startede 1957 og ikke stoppede før i 1987. Clark har også været vært for adskillige andre udsendelser, men det var mere end noget andet ham, der introducerede rock 'n roll, da teenagerne gik amok, og det var langt fra det eneste område han var banebrydende på. "American Bandstand" gav en perlerække af de største navne i rockhistorien deres første nationale gennembrud. Clark blev et fast begreb i rock 'n roll. Et regulært energicentrum. Mere end noget andet var Clark blandt de aller første, hvor sorte og hvide optrådte side om side og hvor live publikummet i studiet både sad og dansede uden nogen form for raceadskillelse. Paul Anka hævdede, at ”American Bandstand” simpelthen skabte sin tids ungdomskultur.





Clarks karriere begyndte som radiomedarbejder i 1945. Bandstand startede på ABC TV‑netværk 5. august 1957 med et Clark interview af Elvis Presley. Showet fængede både på grund af Clarks naturlige kontakt med det levende teenage-publikum og de dansende deltagere. Det gav slet ikke det truende billede af rocken, som mange forældre forventede. De fik deres første indtroduktion til rock'n'roll via Clark. Ifølge Hollywood‑producer Michael Uslan, var Clark i stand til at bruge sine enestående kommunikationsevner til at præsentere rock'n'roll på en måde, der var spiselig selv for forældre.
I 1958 blev The Dick Clark Show føjet til ABC’s lørdag-aften-udsendelser. De præsenterede musikere var næsten altid garanteret et eksplosivt pladesalg, og Clark fik tilnavnet "Amerikas yngste starmaker". Showet havde et seertal på omkring 50 millioner. Det kørte dagligt fra mandag til fredag ind til 1963, derefter hver lørdag ind til 1987.





I 1960'erne skiftede showets fokus fra kun at spille optagelser til levende optræden. I denne periode havde mange af de førende rockgrupper i 1960erne deres første eksponering for landsdækkende publikum. Nogle få af de mange kunstnere var Ike og Tina Turner, Smokey Robinson og the Miracles, Stevie Wonder, The Talking Heads, Simon and  Garfunkel, The Beach Boys, Jerry Lee Lewis, Buddy Holly, Johnny Cash, Sam Cooke, Bo Diddley, Fats Domino og Chubby Checker.





Mere end to tredjedele af de musikere, der blev indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame havde deres TV-debut på ”American Bandstand”, og resten af dem var startet på andre shows som "American Bandstand" producerede. Under showets levetid viste det ialt over 10.000 live-optrædener, hvoraf mange kunstnere, for første gang fik en adgangsbillet til at blive vist på andre TV-kanaler, til trods for at rock stadig var provokerende og chokerende for mange almindelige amerikanere. Voksne i almindelighed hadede virkelig rock and roll. Politikere, ministre, ældre sangskrivere og musikere var forargede. Frank Sinatra kaldte efter sigende Elvis Presley en "harsk‑stinkende sex-stimulans”.
Clark blev i den grad anset for at have en negativ indflydelse på ungdommen og sagde selv. "Jeg blev skarpt kritiseret for at være i og omkring rock and roll musikken ved dens begyndelse. Det var djævelens musik, det ville få dine tænder til at falde ud og gøre dit hår blåt". 
Los Angeles Times skrev: "Med undtagelse af Elvis Presley er Clark den person, der var mest ansvarlig for at rocken blussede op i hele landet i slutningen af 1950erne".



Dick Clark interviewer John Travolta  på "American Bandstand".


Hank Ballard, som skrev "The Twist", beskrev Clarks popularitet i løbet af de første år af ”American Bandstand” sådan her: ”Manden var stor. Han var den største ting i Amerika på det tidspunkt. Han var større end præsidenten!”

Clark var også forretningsmand og leder af Dick Clark Productions. Han grundlagde "American Bandstand Diner", en restaurant-kæde modelleret efter Hard Rock Cafe. I 1973 skabte han det årlige American Music Awards show, der svarer til Grammy Awards.

Clark fik en alvorlig blodprop i 2004, men overvandt det og holdt trods taleproblemer tale ved flere store begivenheder frem til 2012, hvor han døde 18. april. 




Dick Clark præsenterer Jerry Lee Lewis og "Great Balls Of Fire" på "American Bandstand, 1957.







Dick Clark interviewer The Beach Boys på "American Bandstand", 1964.




Dick Clark interviewer ABBA på "American Bandstand", 1975.




"American Bandstand" 30 years special, 1982, del 1 af 11.




lørdag den 29. december 2012

Ike Turner. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 29.





Ike Turner, født Ike Wister Turner også kendt som Icky Renrut og Lover Boy, f. 5. november, 1931 i Clarksdale, Mississippi, død 12. december, 2007 i San Marcos, Californien i en alder af 76 år. Var musiker, bandleder, sangskriver, arrangør, talentspejder og pladeproducer. Spillede R & B, funk, soul‑blues, Memphis blues og rock and roll. Instrumenter: guitar, klaver og sang. Aktiv 1945‑2007.

Ike Turner voksede op i Clarksdale, Mississippi og begyndte at spille klaver og guitar, da han var otte. Hans far, der var baptistpræst, blev slået ned af en hvid racistgruppe og efterladt som død lå i 3 år i ilttelt i familiens hjem, før han bukkede under for sine kvæstelser. Ikes mor giftede sig igen med en voldelig alkoholiker, der ofte slog drengen. Efter et slagsmål slog Ike sin stedfar ud med et stykke træ, men genoptog dog kontakten med ham i 1950'erne, hvor han købte et hus til ham, da hans mor døde.
Ike fortalte, hvordan han blev introduceret til sex i en alder af seks år af en midaldrende kvinde. Det stod på i nogle år. Ike hævdede, at han ikke var blevet traumatiseret af oplevelsen og udtalte, at "i de dage, kaldte man det ikke misbrug, man kaldte det sjov". Før han blev tolv, var Ike også udsat for seksuelle overgreb fra to andre kvinder.

Han blev som teenager tilbudt et job som DJ på den lokale radiostation, og ansættelsen betød, at han havde adgang til alle de nyeste udgivelser.
Samtidig blev han inspireret til at lære at spille klaver under et besøg hos en af sine venner, hvor han lærte boogiepianisten Pinetop Perkins at kende.

Ike lærte sig selv at spille guitar ved at lytte til gamle bluesplader.  På et tidspunkt i 1940'erne flyttede han ind i Clarksdale Riverside Hotel, hvor et stort antal turmusikere, bl.a. Sonny Boy Williamson, Howlin 'Wolf, Elmor James, Muddy Waters, Little Walter og Duke Ellington optrådte. Ike spillede og jammede med mange af dem.



Som gymnasieelev dannede han sin gruppe Kings of Rhythm, der blev hans backingband resten af livet. Bandets tidlige sceneoptræden bestod hovedsagelig af coverversioner af populære jukebox hits. En typisk optræden varede i omkring tolv timer fra tidlig aften til daggry den næste dag. B. B. King var en stor beundrer af Ike Turner, og beskriver ham som "Den bedste bandleder jeg nogensinde har set".
King anbefalede dem til Sam Phillips på Sun Studio. Deres første indspilning her, ”Rocket 88” under navnet Jackie Brenston and his Delta Cats, kom i 1951, og anses af mange for at være det første rock and roll nummer. Pladen solgte ca. en halv million eksemplarer. Under indspilningen brugte Ike som en af de aller første forstærkerforvrængning.

Little Richard udtalte: "Ike Turner var på banen før alle andre. Han var helt nyskabende". Little Richard blev inspireret til at lære at spille klaver ved at høre ”Rocket 88” og lånte indledningen til sit hit ”Good Golly Miss Molly”.

Ike Turner kom til at arbejde som producent for Sam Philips på Sun Studios. Et andet selskab, Modern Records, ansatte ham som talentspejder, og de betalte ham for at finde ukendte sydstatsmusikere til optagelser. Han anslog, at han skrev 78 hitnumre til selskabets musikere, og han spillede klaver på indspilninger med mange af dem, men selskabet beholdt alle rettigheder.

Til han blev 30 rørte Ike hverken spiritus eller narkotika, og han førte "Rocket 88” frem som en perfekt leder. Han foretrak at være i baggrunden og kontrollerer alle aspekter af musikken og koreografien uden at være i fokus. På de fleste optrædener med ”Ike & Tina Turner Review" spillede han også med ryggen til publikum. Han boede i hus sammen med "Kings of Rhythm", der ofte på hans initiativ spillede fra tidligt om morgenen for at opnå perfekt sammenspil. Ike Turner var en af de første brugere af Fender Stratocaster elektrisk guitar, som han anskaffede 1954, det år, den første gang kom på markedet. Han var på den måde 10 år forud for kunstnere som Jimi Hendrix og Jeff Beck.



I 1956 begyndte Turners shows på Club Manhattan. En nat, hvor den 17‑årige sangerinde Anna Mae Bullock begyndte at synge med på en melodi han spillede under bandets pause, blev Ike imponeret over hendes sangstemme og gav hende et job som baggrundsanger. Senere giftede han sig med hende, og hun fik navnet Tina Turner. Ike blev i øvrigt gift mindst fem gange, men erklærede til tider selv, at det rigtige antal var 13.

Han brugte Bullocks stemme på en optagelse af hans egen sang, "A Fool In Love” for at gøre nummeret klar til en mandlig sanger, der var syg, og sendte optagelsen til Sue Records i New York, der insisterede på at udgive pladen med Bullocks vokal. Ike Turner vandt to Grammy Awards og blev nomineret til tre andre for pladen. I 1960 blev "A Fool in Love" udgivet under navnene Ike & Tina Turner. Nummeret blev senere et nationalt hit, der solgte en million eksemplarer, og gjorde duoen til stjerner. Ike Turner tilføjede en backinggruppe ved navn "The Ikettes", og sammen optrådte de under navnet "The Ike and Tina Turner Review". Ike holdt sin egen tilstedeværelse afdæmpet og ledede bandet med underspillede bevægelser. Hans sangskrivning og produktion blev anlagt til at sætte Tina i front.
Duoen indspillede 5 hit singler, herunder en genindspilning af "It's Gonna work out fine", som gav dem deres anden million‑sælger og deres første Grammy nominering.

Ike Turner har senere udtalt, at han først blev introduceret til kokain omkring 1960, da han fik stoffet af to kollegaer i Las Vegas for at prøve det af. Hans søn og datter mener, at det var "et set‑up", et forsøg på at undergrave ham fra folk i branchen, der var jaloux på hans succes og ønskede at udnytte Tina Turners talent selv.



Efter at duoens aftale med Sue sluttede i 1964, opsøgte Phil Spector gruppen og bad dem indspille "River Deep ‑ Mountain High", og han betalte Ike 25.000 $ for at komme med kreative inputs til indspilningen. Nummeret blev udsendt i 1965, men blev ikke en succes i USA, hvilket førte til, at Spector trak sig tilbage fra musikindustrien. Pladen blev imidlertid et stort hit i Europa og satte duoen i kontakt med Mick Jagger, der i 1966 opfordrede dem til at spille opvarmning til The Rolling Stones kommende turné. På den måde nåede de et langt større publikum uden for soulmarkedet. Andre hits i disse år var “I'd like to take you higher", "Proud Mary" og Tina Turners eget nummer ”Nutbush City Limits".

I 1970 var Turner stærkt afhængig af heroin, som han købte i store mængder. Han har udtalt, at han brugte $56.000 dollars om måneden på kokain, som han også solgte videre til andre.

Succesen med Ike og Tina Turner Revue gav Turner pengene til at skabe sit eget lydstudie. Han fik to seksten spor studier opført, et stort til at leje ud, og et mindre til sine egne optagelser. Studierne blev åbnet i marts 1972, og musikere som har indspillet der omfatter Paul McCartney, George Harrison, Duane Allman, Little Richard og Frank Zappa. Ike og Tinas sidste hit, ”Nutbush City Limits”, blev også indspillet her.

I 1974 medførte hans alvorlige misbrug, at han fik et stort hul i sine næsebor. Det gav ham smerter, som han mindskede ved brug af mere kokain. I 1976 blev Ike og Tina skilt. Tina Turners offentliggørelse af hendes misbrug forårsaget af Ike kom frem i hendes 1986 selvbiografi ”I, Tina”. Ike fik intenst negativ omtale som følge af bogen, og det hele forværredes i 1993 ved udgivelsen af filmatiseringen "What's love got to do with it”. Turner erklærede, at han fejlagtigt havde underskrevet en aftale, hvor han gav afkald på retten til at sagsøge Disney's Touchstone Pictures for brugen af de personlige oplysninger, han havde givet dem. Han havde accepteret en 50.000 $ betaling til gengæld for retten til, at de kunne skildre ham på hvilken som helst måde, de ville. Tina Turner udtalte: "Jeg ville gerne have haft mere sandhed i filmen", men ifølge Disney var det ikke muligt. Publikum ville ikke have troet sandheden.

Afsløringerne skadede Ikes karriere alvorligt i 1980'erne og 1990'erne. Mens Tinas solokarriere blomstrede, kæmpede han både fagligt og personligt. Hans navn var blevet synonymt med hustruvold. Ikes finanser var i uorden, og han skyldte 12.802 dollars i efterbetaling af skat for perioden 1975‑79. Ike forsøgte at sælge sine studier i 1980 for at skaffe penge, men studierne brændte ned den dag, han skulle vise dem til en interesseret køber. Ike Turner kæmpede en lang periode for at finde succes som soloartist, og efter eget udsagn blev hans opførsel mere og mere uberegnelig. I løbet af 1980'erne blev han arresteret 10 gange for narkotika og våben overtrædelser og blev dømt ved 2 lejligheder. Han var afhængig af kokain og crack i mindst 15 år. Ike sad 17 måneder i fængsel mellem juli 1989 og 1991, men blev prøveløsladt i september 1991. Han havde ifølge en fængselsansat været en model for andre indsatte. Han sparede $ 13.000 dollars op ved at sælge cigaretter, slik barer og kaffe til andre indsatte. Han spillede også musik med sine medfanger, og skrev 15 nye sange, som han havde til hensigt at indspille, når han blev løsladt. Mens han stadig var i fængsel, blev Ike og Tina Turner optaget på Rock & Roll Hall of Fame i 1991, og Phil Spector modtog udnævnelsen på deres vegne.

Ike Turner tilbragte resten af 1990'erne stoffri, men fik et tilbagefald i 2004, da han hjalp en anden narkomisbruger og fulgte ham på hospitalet, hvor han blev fristet af duften af kokain. Kort før slutningen af sit liv optrådte han igen live og producerede to albums, hvor han vendte tilbage til sine bluesrødder. Han blev nomineret til en Grammy i 2001 for sit album ”Here & now", der var hans første indspilning i 23 år, og året efter modtog han Comeback Album of the Year Award på WC Handy Blues Awards. I 2006 vandt han sin første solo Grammy i den bedste traditionelle Blues Album kategori for albummet ”Risin' With the Blues”.



I 2005 fik Ike Turner konstateret lungeemfysem, og i sine sidste år var han så svag, at han måtte bruge en ilttank. Han gik i studiet i et par minutter, spillede et par akkorder og sagde, at han måtte gå. På trods af hans dårlige helbred lykkedes det ham at medvirke på Gorillaz’ album, ”Demon Days”, hvor han spillede klaver på nummeret "Every planet We Reach Is Dead". Ike Turner optrådte også live under et show på Manchester Opera House, november 2005. I året før sin død havde han flere alvorlige fald i sit hjem og blev indlagt gentagne gange. Flere har påstået, at han tog medicin for maniodepressivitet, men hans datter siger: "Daddy var ikke maniodepressiv ... Han var så stærkt medicineret, at han næsten ikke kunne tale.

Ike Turners begravelse fandt sted 22. december 2007 i Gardena, Californien. Blandt dem, der talte ved begravelsen, var Little Richard, Solomon Burke og Phil Spector. Hundredevis af venner, familiemedlemmer og fans deltog, og Kings of Rhythm spillede "Rocket 88" og "Proud Mary".

Ike Turner er ofte blevet omtalt som en "stor fornyer” af Rock and Roll af sine samtidige såsom Little Richard og Johnny Otis. Phil Alexander, daværende redaktør af Mojo Magazine, beskrev Turner som "hjørnestenen i moderne rock 'n' roll".  





Sjov privat optagelse af Ike Turner der øver med sit kor på et hotel i München. (Hunden var ikke med på scenen).





Ike Turner and The Rythm Kings live I Paris I slutningen af 90erne med “Sweet Black Angel”, et af Ikes bluesnumre.






fredag den 28. december 2012

Hank Ballard and The Midnighters.Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel. Del 28.





Hank Ballard blev født John H. Kendricks  den 18. november 1927 i Detroit og døde den 2. marts 2003 i Los Angeles. Hans største hit blev originalversionen af hans nummer "The Twist", som blev en dansedille i både USA og Europa. Ballard indspillet ialt over 20 singler, der nåede hitlisteplaceringer, og ved sin død i 2003 havde han optrådt i næsten 50 år.
En stor sorg fra Hanks tidlige barndom fulgte ham hele livet, og gav ham altid en følelse af forladthed. Den sidste gang, han så sin mor, blev hun skudt af hans far med et dobbelt haglgevær. Hank, der var 6 år gammel på det tidspunkt, så, hvordan hun søgte ind i skoven for at undgå de skud, der dræbte hende.  Hanks far døde året efter, og han blev opdraget af meget strenge Baptist slægtninge i Alabama. Det, han fik ud af tiden der, var, at han I alderen 7 til 15 sang i kirkens gospelkor og lagde grunden til sin livslange kærlighed til musik. Som 15-årig løb han væk fra sine slægtninge og vendte tilbage til Detroit, hvor han fandt et job på Ford Motor Company og startede på en karriere sammen med The Royals mens han fortsat arbejdede ved samlebåndet.  Han fik sin sang debut i 1951 under en amatør konkurrence arrangeret af kapelmester Johnny Otis. Konkurrencen var på Detroits Paradise Theater. Otis var så imponeret af gruppen og af Ballards baryton‑tenor stemme, at the Royals skrev kontrakt og indspillede deres første plade "Every beat of My Heart", som senere blev et kæmpehit for Gladys Knight and the Pips.
  I de første år, blev gruppen kendt for deres drømmende langsomme sange, men stilen kedede Ballard. Han blev hurtigt forsanger i gruppen og begyndte at skrive sine egne sange, der havde en markant gospelklang kombineret med R & B. Hans karriere som sangskriver startede i 1953 med "Get It". Det var et vovet nummer på det tidspunkt, og det blev fulgt op af mange flere pikante numre, der gav gruppen en masse opmærksomhed og en del panderynken med på vejen. I 1954 indspillede de "Work with me, Annie", og nummeret blev forbudt på mange radiostationer. Til trods for hindringerne lå melodien nummer et på R & B hitlisten.
Royals skiftede navn til Midnighters for at undgå at blive forvekslet med en anden R & B‑gruppe, The five Royales. Succesen med "Work With Me, Annie" blev ført videre med to spin off records, "Annie had a baby" og "Annies Aunt Fanny". De tre plader solgte langt over en million eksemplarer. Gruppen blev landskendt for deres finurlige, ofte sexede sange. De var også kendt i R & B-kredse på grund af de energiske guitarmellemspil. I 1955 indspillede de yderligere hits som "Henry’s Got flat feet", "Don't dance no more", "24 hours a day" og "It's love, baby". 
Indspilningen af Ballards nummer "The Twist" blev kontroversiel.  Nummeret blev et stort hit i 1958 og startede en dansedille i både Amerika og Europa.




Historien om, hvordan ”The Twist” blev et hit var snørklet. Nummeret blev oprindeligt udgivet som B‑side, Selvom Ballard forsøgte at fortælle pladeselskabet, at "The Twist" var et hit. Selskabet var ikke enige og nægtede at ændre pladen.  Dick Clark fra American Bandstand ønskede imidlertid at få gruppen til at medvirke og optræde med sangen. Der er flere meninger om, hvad der skete, men Ballard's optræden blev aldrig til noget.  Sandsynligvis blev Clark afvisende fordi Ballard var berygtet for at synge vovede sangtekster.
Clark var imidlertid klar over, at "The Twist" var noget særligt, og han holdt prøver for at forsøge at finde en anden til at synge nummeret. Han valgte Chubby Checker, fordi han lød mest som Ballard. Checker kopierede Ballard's indspilning helt ned til dansebevægelserne, som han gik til Midnighters for at lære. I 1960 sang Checker nummeret på American Bandstand og både sangen og dansen blev et umiddelbart hit og den helt store modedille blandt teenagere.  Checker's indspilning af sangen lå som nummer et på R & B hitlisterne både i 1960 og igen i 1961. Ironisk nok var Checker's version så tæt på Ballards, at Ballard troede, det var deres indspilning, da han hørte nummeret første gang. Checker's indspilning af "The Twist" gav opmærksomhed til The "Midnighters" indspilning, og Ballard fulgte succesen op med flere hits som "Finger Poppin 'Time" og "Let's go, let's go, let's go". Ballard fulgte dansen "The twist" op med flere som "The Hoochie Coochi Coo", "The Continental Walk", "The Float" og "The Switch‑A‑Roo".
I 1963 opløste Ballard Midnighters og startede en solokarriere. Han beholdt imidlertid rettighederne til gruppenavnet, som han senere brugte.
  I slutningen af 1960'erne blev USA invaderet af The Beatles og andre britiske sang grupper, og R & B gled i baggrunden. Ballard's popularitet dalede, og han begyndte at optræde solo i små klubber. På dette tidspunkt optrådte han også sammen med James Brown, som han blev en stor inspirator for.  I slutningen af 1960'erne havde han flere udgivelser, der kom på hitlisterne, og vakte opsigt i 1974 med nummeret ”Let's Go Skinny Dipping”  som han efter sigende indspillede nøgen. Ballard med sin energiske sceneoptræden blev ved med at skrive sange og optræde næsten til slutningen af århundredet. Han turnerede og sang ofte i England, hvor publikum elskede ham.
Ballard modtog et hårdt slag i 1990, da hans kone blev dræbt i en hit‑and‑run ulykke. Han kom sig aldrig helt over tabet.




I et interview fra 1996 sammenfattede Ballard sit forhold til musik som følger: "Der er ingen medicin derude så virkningsfuld som musik. Musik har været mere terapeutisk end holistisk medicin. Der er noget ved musik, der er direkte terapeutisk. Hvis du leder efter ungdom eller livskraft, så tag en dosis rock 'n' roll. ” Som en kulmination på sin karriere blev Ballard optaget i Rock & Roll Hall of Fame i 1990. Han døde af strubekræft den 2. marts 2003 i sit hjem i Los Angeles.






Hank Ballard and The Midnighters med original-udgave en "The Twist" fra 1959.






Hank Ballard live med et af sine vovede numre "Work with me Annie" fra 1954. Videoen er senere. Nummeret blev i det bonerte USA senere omdøbt til "Dance with me Henry".