fredag den 15. februar 2013

Fin omtale af "Kidde goes Umpff" i Nordvestnyt.

RUNE T. KIDDE PÅ AFART

Nordvestnyt, torsdag 14. februar 2013
Af Marianne Povelsen
mpo@nordvest.dk

Bogforlaget Afart i Vipperød udgiver en cd med Rune T. Kidde og Morten Umpff Langkilde.

VIPPERØD: »Mit væsen er ekko af dette - På svalegang står jeg med dig - og lytter til gårdsangsmusette - på Sensommersolskinsdags-vej«.
Smukt, ikke? Citatet kunne meget vel være fra en af de tegneserier eller graphic novels, som Vipperød-forlaget Afart, udgiver sammen med deres letlæsningsbøger. Men det kommer fra en helt anden kant. Nemlig en cd-udgivelse »Rune T Kidde goes Umpff«, med Rune T Kidde og Morten Umpff, og den første og eneste cd, Afart udgiver i morgen den 15. februar.
- Nej, vi skal ikke til at udgive cd'er. Det er et engangsprojekt. Rune kom og spurgte, om vi ville være med til at udgive pladen, og så syntes vi, det kunne være sjovt, siger Thomas Schrøder, der sammen med Alan Haverholm ejer Forlaget Afart i Vipperød.



Det ser syret ud - og det er det også - foruden rablende kreativt og poetisk Rune T. Kidde og Morten Umpff Langkilde i gang med indspilningen af den nye cd. Foto: Jan Emil Christiansen


Syret ser det ud, når man får coveret til »Rune T. Kidde goes Umpff« i hånden, og det er da også en nyskabende fusion af musik og tale, som de to har skabt og krydret med nogle af landets bedste musikere, pianisten Fuzzy, harmonikaspiller Christian Søgaard, mundharpespiller Thomas Melau, den finske multimusiker og komponist Timo Vuoppola, saxofonist Thomas Edinger og sangerinden Trine Gry. Den autodidakte multikunstner Rune T. Kidde og producer, musiker og sangskriver Morten Umpff Langkilde  har  koblet deres melodiske fusion af musik og tale sammen i en fintfølende lagkage af finurlige samklange, der hæver sig over hverdagens mere prosaiske poesi. Troldske lyde – og sprælske ord flyver af sted og skaber sit helt eget punkede, syrede, men også voldsomt poetiske billedgalleri, som man får en forsmag på i indledningen til denne artikel.
Cd'en rummer en intens stemning med alt fra forvrænget el-guitar over elektroniske hjertealarmer til sommerfugle. Der er underlægning af gurglen, scat-sang og rallen fra Kiddes side krydret med levende musik. Man kan høre det boble, og at de har haft det sjovt under indspilningen af det grænsebrydende syrede, punkede og poetiske mix. Blandt andet hører man en fjern bil køre forbi på nummeret »Svalegang i Tjørnegade«. Bilen kørte på lige præcis det rette tidspunkt til at komme med som perfekt lydkulisse, lyder det fra Rune T. Kidde og Morten Umpff Langkilde.


torsdag den 14. februar 2013

DEN GULE KANARIEFUGL


Ny historie til multikunstner-novellebogen "En vrangmaske i Vorherres strikketøj"
Tekst: RTK
Maleri af Lisbet Winther


Jeg er en gul kanariefugl. De befængte var mangeartede. Ofre for pesten, krigen, livet og kødets skrøbelighed i al almindelighed. Gud forbarme sig over os og nådigt mildne sin vredes svøbe, thi på alle sider omgives vi af befængte. Farsoten bredte sig som en lynild, fra hus til hus, fra gade til gade, fra by til land. Præsterne fik besked om at læse bønner fra prædikestolene for at formilde Herren. Markeder blev lukket, torvedage aflyst, og kongen befalede, at enhver udi de gader, hvor nogen sygdom er, skulde lade ryge med tjære, enebær, malurt eller andet deslige. Pesten er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ens hos alle, men veksler med temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter.
Jeg er en gul kanariefugl. Jeg er kommet langvejs fra med min fortryllende fløjten. Da fuglehandlere rejste overalt i Europa, transporterede de på deres barre‑stativer op til 170 små fuglebure. Det kan ikke undre nogen, at bjergfolkene fik en særlig tilknytning til min sang. I bjergværkets lampestuer var der ofte anbragt adskillige kanarier, som med deres adfærd forkyndte den livsfarlige mangel på ilt. Jeg blev et symbol på ren luft, fordi jeg blev brugt som advarselsalarm i kulminerne til langt op i 1980'erne. Vi er meget følsomme over for giftige gasser og vil derfor dø, før et udslip når at påvirke minearbejderne. Så længe der er liv og fuglesang, kan man regne med, at luften er ren.
Kirkegården ligger højt oppe, og man ser fra de dødes have ud over livets vidt strakte marker. Langs kirkegården sniger en skikkelse sig, grå som stenene i diget; lydløst lister den sig ind gennem lågen. Så slår den kappen til side og kaster hætten.
Det er Døden!
De krigere, der ligger her på kirkegården, er hudflettede af tiden for længst, nu er der plads til andre. Jeg har allerede kastet en glød i de magthavendes erobrerlystne sind; og nu slår den ud i lyse flammer.
Døden så truende ud over egnen og sagde: "Død og fordærvelse og sorg og elendighed over alle hjem, over alle jer, der nu nyder livet! Jeres hus skal lægges øde, kanonerne skal rulle over jeres grønne enge!
Jeres sønner skal flænges og dræbes og pines, jeres døtre skal mishandles, og de legende børn skal trædes ihjel af de vældige hære. Jeres hjem skal skydes sønder og sammen! Jeg er soternes og epidemiernes død. Når koleraen og pesten hærger, så er jeg med. Men over alt andet er jeg krigens død. Det er min lyst at se mennesker pine og sønderflænge og lemlæste hinanden, for jeg er selve satan, der påtager sig dødens skikkelse og årelader menneskeslægten.



Høsten fik jeg da nogenlunde ødelagt.  Nu kommer foråret. Hahaha! Jeg skal brænde hele foråret op, så der ikke bliver et grønt blad tilbage, så alle knopper visner på frugttræerne, så græsset afsvides, og kornet dør på markerne. Der skal ikke blive et aks til brød til de forsultne, ikke en blomst til kranse for de døde. Det behøves heller ikke. Nu går det snart løs igen! Se, hvor yndigt landet ligger med de grønne marker! Jeg elsker alt dette grønne! Det knitrer så dejligt, når ilden afsvider det, ilden fra de faldnes flammende bål, og ilden fra de springende granater. Jeg skal afsvide det hele! Jeg skal træde jer sønder og sammen! Af sted, af sted, nu begynder Dødens lystige dans! Hahaha!
    Jeg er flagret ned på denne tomme hjerneskal mellem grå sten, men tomhedens ekko fylder ikke mit sind. Jeg er livet. Jeg er klingende toner og lokkende musik, jeg er de inciterende fløjtetoner, der hæver livet over dets skrøbelighed og vidner om modet. Den, der aldrig lever nu, lever aldrig. Hvad gør du? I min kvidren på tomme hjerneskaller ligger spontanitetens og visdommens evighed mod hvilken, al ødelæggelse forgår. Der er en morgen i hver trille, en middag i hver tone, der legende spræller mod evigheden, en aften i min fløjten, der aldrig vil dø. Kraniet er erfaringen, jeg er livet. Det fløjter lystigt og nyfødt på de dybeste grave. Jeg er overlevelsen I bjergværkets lampestuer.

KÆRE DAGBOG, DET ER BRÆNDT

Ny historie til multikunstner-novellebogen "En vrangmaske i Vorherres strikketøj"
Tekst: RTK
Maleri af Hanne Hansen


Maleren var præsentabel. Venlig, slet ikke underlig. Jeg havde været lidt nervøs, da vi mødtes første gang til et selskab. Han havde en vis charme. Han ville male mit portræt, og det kom bag på mig. Der var noget gammeldags over den slags, og jeg havde bestemt aldrig så meget som tænkt på det før. Under alle omstændigheder må jeg indrømme, at tanken fascinerede mig.
Jeg havde lagt en let og naturlig makeup, den dag, vi skulle begynde. Havde krøllet håret lidt med Carmen Curlers, men det var kun for at give det lidt liv og fyldighed. Til daglig kan jeg ærlig talt til tider føle mig så forfærdelig normal. Lidt blå øjenskygge og lidt rødt på kinderne. Kun en antydning. Jeg følte virkelig, at det var en kunst ikke at overdrive, men det var vel trods alt en facade. Jeg havde valgt en knaldrød neglelak uden rigtig at forstå hvorfor, mine negle havde altid været skrøbelige. Jeg gik uden hat, det var moderne. Ikke, at jeg var fikseret på mode, det var vel snarere en art nysgerrighed.
 Af en eller anden grund havde jeg vakt malerens interesse, og jeg forsøgte selvsagt at underbygge det, som jeg var overbevist om, han måtte have set i mig. Han var galant. Bød mig hjerteligt velkommen og sagde, at han virkelig havde set frem til netop denne dag. Hans øjne var smukke. Der var noget intenst og appellerende i deres varme imødekommenhed. Jeg sad behageligt på en polstret spisestuestol. Jeg havde naturligvis været forberedt på, at der ville være noget primitivt eller værkstedsagtigt over situationen. Af samme grund sad jeg ikke i en sølvbrokadekjole, strålende af smykker. Naturligvis heller ikke i mørkeblå uldkjole og store lædertøfler. Enkelt og elegant ville jeg selv kalde min påklædning.  Jeg bar en løsthængende kjole af cremefarvet, blødt stof, der på sin vis var ganske almindelig, men som også muligvis viste en vis appel for den, der så nærmere til. Mine former skjulte den vel ikke, men jeg havde forsøgt at gøre mig så tilstedeværende som muligt. Noget jeg tænkte, en maler måtte sætte pris på.
Han kyssede min kind, da jeg kom. Han så vist ikke, at jeg rødmede. Ingen havde kysset min kind før. Han virkede så uberørt i sig selv, så selvfølgelig. Muligvis var det mig, der var uberørt. Min mand var så fordybet i sine egne interesser. Politik og skat var to af dem. Det interesserede mig ikke. Jeg passede vores blomster og fødte vores børn, der af en eller anden grund blev ved med at gro i mig. Det undrede mig, for de var ikke ligefrem skabt i lidenskab. Ha, gammeldags ord. Elskov er vel også ved at være uddateret, ihvertfald i min mands øjne. Politik var mere sensitivt, ja, direkte ophidsende. Maleren og jeg fik kaffe og en lille avec. Den sidste fik mig til at smile mere. Jeg tænkte, at smilet ville blive smukt i hans afbildning. Det var måske ikke ligefrem et Mona Lisa-smil, for jeg tror ærlig talt, jeg brød ud i latter i ny og næ.
Jeg var ganske optaget af maleren og hans arbejde, ikke mindst af de skarpe øjekast han sendte mig i et væk. Hans koncentration. Det vedholdende arbejde med pensel og oliefarver. Lyden af penslens bløde hår mod lærredets overflade. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville træde frem på portrættet. En frue uden alder, der under sit lemfældige skalkeskjul af en maske gemte en kvinde. Jeg fik vel et par avecer mere. Nydeligt af maleren, og han var i det hele taget nydelig. Det var af en eller anden grund først nu, han var begyndt at smile. Han lo endda i ny og næ, men det forstyrrede aldrig hans opmærksomhed omkring portrættet. Jeg følte mig i gode hænder. Det var som at blive formet af en fremmed. Skabes del for del i det umiddelbare møde med en ukendt professionels øjne. Jeg opdagede vel dårligt, at han lagde armen om mig. Vi elskede i en besynderlig vrangverden, der ikke fandtes. Hans hænder føltes som sommerfuglevinger, der silkeblødt omkransede min krop. Jeg ved ikke, hvad der skete. Han lod mig fremstå lige så nøgen, som jeg følte, at portrættet ville skildre mig. Når sandheden skal frem, så følte jeg mig mere nøgen, mens han malede portrættet, end jeg gjorde i hans seng. Jeg har ikke set ham siden. Alt, jeg har fået, er det afskyelige maleri, som han sendte mig ugen efter. Kære dagbog, det er brændt, og jeg håber aldrig nogen sinde denne rædselsvækkende oplevelse vil blive kendt. Min mand har det godt.






onsdag den 13. februar 2013

Ib 'Rock' Jensen. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 38



Den herlige signatur fra Ib 'Rock', kan jeg takke rock- og swing-eksperten Per Mogensen for. Saxofonisten på billedet er svensker, men Ib 'Rock' husker desværre ikke, hvem han er. 



Ib 'Rock' Jensen blev født 8. november 1932 i København. Han er gået over i dansk kulturhistorie som vores første egentlige rocksanger. Jensen blev uddannet som saddelmager og fik arbejde på kuffertfabrikken Unica på Amager. Samtidig begyndte han at optræde som sanger.
Ib 'Rock' husker: "Jeg havde altid været vild med jazz, Louis Armstrong og Ella Fitzgerald og sådan noget, og så havde min bror en masse plader, og jeg fandt ud af, at hvad søren, Ib, du kan jo noget af det dér. Mine kammerater meldte mig til forskellige ting. Det var ikke andet end sjov og gas, og jeg optrådte i Markmannsgade og på Ølandshus. Så lavede jeg et nummer med noget scatsang, og Amager Bladet kaldte mig for Amagers bebop-konge i 1953".
Ved en amatørkonkurrence på Kastrup Fort i sommeren 1956 blev Jensen nummer to. Her blev han "opdaget" af Børge og Grete Kisbye, der drev flere danseskoler i København. Kisbye havde hørt om Elvis, og sådan en måtte vi også have, tænkte han. Om ikke andet så for omsætningens skyld,
Kisbye arrangerede en række aftener, som skulle introducere en ny rock'n'roll‑dans. Hans kone syntes nu mest den lignede jitterbug tilsat akrobatik.


Ib 'Rock' for fuld udblæsning på forsiden af Jens-Emil Nielsens bog fra 2010.


Ved en koncert i K.B.‑Hallen på Frederiksberg den 4. oktober 1956 blev rocken for alvor lanceret i Danmark under overskriften ”Verdenssensationen Rock'n'Roll”. Ib 'Rock' fik 15 minutter i rampelyset. I dag ville vi ikke kalde hans scat‑improvisationer rock, men i de kropsforskrækkede 50ere vakte hans uhæmmethed på scenen opsigt. Han har senere nævnt Cab Calloway som en inspiration, og tilføjet, at han ikke anede, hvad han gjorde, bare at det virkede. Og dét så meget, at han blev hovednavn, Ib 'Rock' Jensen optrådte for 4.300 tilskuere, og sang og dansede det bedste han havde lært sig selv.

Han husker: "Det var jo en kæmpeoplevelse for en ung mand som mig. Der var sådan en dør med et kighul ind til scenen, hvor jeg kunne se, at der var stuvende fuldt med publikum. Og der var både Ib Glindemann og et svensk orkester, og jeg tænkte hoooold da op. Så blev jeg skubbet derud, og jeg tog mikrofonen og sang mit bebop og blues. Ja, der var ikke meget tekst på, jeg brugte bare det der "rock me" hér og "rock me" dér".
Det enkle refræn havde han fra Bill Hayleys ”Rock Around The Clock”, og selv om han aldrig havde set Elvis, gav han den med hoftevrid og vilde dansetrin på scenen.

Ib Rock husker: "Skal jeg være helt ærlig? De var helt vilde ‑ de stod på stolene og klappede og hujede".
Alt forløb glat, men udenfor blev der tumult. Det hele blev startet af en fotograf, som havde en aftale med en amerikansk TV‑station, der gerne ville have billeder af den ballade, man forventede ville opstå, da rocken kom til Danmark. Han fik nogle unge mennesker til at smide et par kanonslag, og da han tændte kameralyset for at fotografere, gik nogle ud på gaden og kravlede op i træerne.
Ib 'Rock' husker: "Nogen råbte og skreg, og egentlig skete der ikke ret meget i forhold til, hvad man ser i dag, men ikke desto mindre kom Frederiksberg politi ilende til og nedlagde derefter forbud mod rock'n'roll, og jeg måtte ikke komme ud fra KB‑Hallen, fordi de var bange for, at der ville blive optøjer. Jeg måtte sidde en time derinde og vente. Det endte med, at politiet ryddede gaden. Min mor sagde: Hvad har du dog lavet?"

Ib 'Rock' besøger Tårnby Biblioteks rockcafé.


Ib Rock blev tilbudt at lave en pladeindspilning, men fandt ikke helt, at han var klar, så Preben Uglebjerg fik tjansen. Efter forbuddet drog Børge Kisbye og Ib Glindemanns orkester med Ib 'Rock' Jensen på turné til provinsen, der imidlertid måtte afbrydes undervejs på grund af ballade ved en koncert i Århus. Ib 'Rock' kom kort efter i september 1956 med i Stig Lommers "ABC‑Revyen for viderekomne", hvor man indlagde nummeret "Politirock" i en satire over rockhysteriet. Her blev han ført bort af 'politibetjenten' Dirch Passer, mens han sang "Politirock", der kom på plade samme år.
"Politirock" blev Ib 'Rock' Jensens eneste plade og indeholdt revyforfatteren Robert Arnolds uforglemmelige linjer: "Hvis du føler trang til sjov i gaden/vogt dig/du må ikke more dig i staden/vogt dig/for så får du en på karbonaden."
"Den skulle jeg optræde med ved en lille revy på ABC‑Teatret. Men tænk, politimesteren på Frederiksberg sagde nej, jeg måtte ikke afslutte revyen med den, jeg måtte kun spille den i pausen. Bagefter stod politiet overalt på Frederiksberg Allé, da det her fredelige teaterpublikum kom ud, nej, ved du nu hvad," siger Ib og ryster på hovedet.

Ib ’Rock’ og Kira Skov fra rockgruppen ”Kira & The Kindred Spirits” til den første udstilling i Danmarks Rockmuseum i Roskilde ”ROCK ME” 2009.




De næste par år tog Ib 'Rock' Jensen på egen hånd til Sverige og optrådte i de svenske folkeparker som "Nordens rockkonge". Han arrangerede også selv nogle optrædener og gik desuden spontant på scenen bl.a. i La Fontaine. I 1962 fik han fast arbejde som trykker i det Berlingske Hus, hvor han nåede at få sit 25. års jubilæum inden han gik på pension. I dag hedder han Asbech til efternavn, og er glad for at blive husket, når der udsendes invitationer til diverse rockreceptioner.
"Stemmen er ikke, hvad den har været", fortæller Ib 'Rock', "Men jeg giver stadig et nummer en gang imellem i haveforeningen i Islev, hvor jeg kommer meget". 








fredag den 8. februar 2013

Buddy Guy. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 37.




George "Buddy" Guy blev født 30. juli 1936 i Lettsworth, Louisiana og har arbejdet inden for genrerne Chicago blues, elektrisk blues og rock.
"Buddy" Guy er en af de mest kritikerroste blues- og rock-guitarister overhovedet og han er pioner inden for Chicago‑blues og har været forbillede for nogle af de mest bemærkelsesværdige musikere i sin generation, Eric Clapton, Jimi Hendrix og Stevie Ray Vaughan.




I 1960'erne var Guy medlem af Muddy Waters band og var husguitarist på Chess Records. Han kan blandt meget andet høres på Howlin 'Wolf' s "Killing Floor", 1964 og Koko Taylors "Wang Dang Doodle", 1966.



Guy blev kåret som nr. 30 på magasinet Rolling Stone Magazines liste over tidernes 100 største guitarister. Han er kendt for sit showmanship på scenen, hvor han spiller på sin guitar med trommestikker eller slentrer ind mellem publikum, mens han spiller soloer. Mens Buddy Guys musik ofte er Chicago blues, så er hans stil helt unik. Den kan variere fra den mest traditionelle, indfølte blues til en kreativ, uforudsigelig og radikal gumbo af blues, avantgarde-rock, soul og free jazz.
Som New York Times musikkritiker Jon Pareles skrev i 2004:
"Mr. Guy blander anarki, virtuositet, dyb blues og ”hammy shtick” på måder, der holder alle øjne klæbet til ham... Guy elsker ekstremer: pludselige overgange fra højt til lavt eller en sød, stille guitarsolo efterfulgt af et ryk i tempo eller en høj, tryglende vokal afskåret af en rå eksplosion. Lige meget, om han synger blidt, truende eller laver nye kurver på den blå tone, så er han en mester i spænding og frigørelse”.



Alle hans egensindige impulser var fascinerende. I næsten 50 år udførte Guy flamboyante livekoncerter med energirige blues og blues-rock-numre længe før 1960ernes blues-rockere blev populære. Som musiker havde han en fundamental indflydelse på blues og rock and roll og påvirkede en ny generation af musikere.
Buddy Guy er blevet kaldt ”broen mellem blues og rock and roll”. Han er en af de historiske forbindelser mellem Chicagos elektriske blues-pionerer som Muddy Waters og Howlin 'Wolf og populære musikere som Eric Clapton, Jeff Beck, Jimi Hendrix og Jimmy Page samt den senere nyskabelse af traditionen hos Stevie Ray Vaughan. Vaughan erklærede, at "Uden Buddy Guy, ville der ikke være nogen Stevie Ray Vaughan".





Guitarist Magazine skrev:
”Uden Buddy Guy, for ikke at nævne Rolling Stones, som vi kender dem, ville blues være forbandet meget mindre interessant i dag. Tag blues ud af nutidens rockmusik ‑ eller pop, jazz og funk for den sags skyld, og hvad du har tilbage, er en holdningsløs affære. Et usmageligt kogsammen. Man kommer til at gyse ved at tænke på det".
Eric Clapton gik ind i Cream efter at have overværet en koncert med Buddy Guy i 1965 og udtaler: "Buddy Guy var for mig, hvad Elvis var for andre". Clapton udtalte i 1985, "Buddy Guy er uden tvivl langt den bedste nulevende guitarist ... hvis du ser ham, så er den måde han spiller på højt hævet over alle andre. Han har en total mental frihed. Han har virkelig ændret udviklingen af rock and roll-blues. Hans eksperimenterende teknikker har i høj grad inspireret rock'n roll”.
Hans guitarspil var højt og aggressivt, og han benyttede sig af banebrydende forvrængning og feedback-teknikker, inkorporerede længere soloer og blev drevet af følelser og impulser. Disse fornyelser blev ivrigt studeret og brugt af den nye bølge af 1960'ernes britiske kunstnere og blev senere basale egenskaber i blues‑rock-musikken og dens efterfølgere, hård rock og heavy metal. Guys sang "Stone Crazy" blev placeret som nr. 78 på Rolling Stone Magazines liste over de 100 største indspilninger med guitar og sang gennem alle tider.



Stevie Ray Vaughan udtalte engang: "Buddy Guy spiller fra et sted, som jeg aldrig har hørt nogen spille fra før. Buddy kan gå fra den ene ende af spektret til den anden. Han kan spille mere stille end nogen, jeg nogensinde har hørt, eller vildere og højere end nogen jeg nogensinde har hørt. Jeg spiller temmelig højt mange gange, men Buddys toner er utrolige. Han trækker ekstrem følelse ud af en minimal volumen. Buddy har bare den her cool fornemmelse i alt, hvad han gør, og når han synger, bliver det bare forstærket. Pigerne besvimer og sveder og dør!"
Jeff Beck bekræftede:
”Geez, det er umuligt at glemme Buddy Guy. Han transcenderede blues og begyndte at lave teater. Det var stor kunst, lidt ligesom drama teater, når han spillede, du ved. Han legede med guitaren bag hovedet længe før Hendrix. Jeg har engang set ham kaste guitaren op i luften og fange den igen mens han spillede samme akkord”.
Jimi Hendrix selv sagde engang: ”Himlen ligger for Buddy Guys fødder, mens du lytter til hans guitarspil."
Jeff Beck husker den aften, hvor han og Stevie Ray Vaughan sad som hypnotiserede og lyttede til Guy på Buddy Guy Legends Club i Chicago: "Det var bare det mest utrolige, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Vi sad som forstenede, for det var så utroligt medrivende. Det var så tæt, man kan komme på hjertet af blues."




Ifølge Jimmy Page var Buddy Guy en regulær troldmand.
Singer‑songwriter og guitarist John Mayer, der har optrådt med Guy talrige gange, bl.a. ved Claptons Crossroads Guitar-Festival og som samarbejdspartner på albummet ”Bring' Em In” fra 1995, har flere gange udtalt at Buddy Guy var en af hans stærkeste påvirkninger. Guy har spillet opvarmning for Rolling Stones på mange ture siden begyndelsen af 1970'erne.
Tidligere Rolling Stones bassist Bill Wyman: "Der kommer ikke noget bedre end Buddy Guy. Han er feteret af sine kolleger og elsket af sine fans for sin evne til at få guitaren til både at tale og græde. Buddys beherskelse af guitaren er så total, at der næsten ingen guitarist findes, han ikke kan efterligne”.
Slash, tidligere Guns N´ Roses, udtaler: "Buddy Guy er den perfekte kombination af R&B og hardcore rock and roll".
Billy Gibbons fra ZZ Top siger: "Buddy Guy er ingen svindler. Han kan ligefrem forekomme overrasket over sine egne spontane indfald, men det er helt klart, at han i den grad ved, hvad det handler om".
Guy’s selvbiografi, "When I left home - My Story”, blev udgivet i 2012.
Guy har vundet seks Grammy Awards både for sit arbejde med elektriske og akustiske guitarer, og for moderne og traditionel blues musik. I 2003 blev han tildelt National Medal of Arts. Medaljen tildeles af præsidenten til musikere, der har ydet ekstraordinære bidrag til vækst, støtte og igangsættelse af kunst i USA. Guy var den anden modtager af Billboard Magazines pris for fornem kunstnerisk præstation, og fik titlen Greatest Living Electric Blues Guitarist i 2004.




Buddy Guy akkompagnerer ingen ringere end Big Mama Thornton i "Hound Dog", 1965.



Buddy Guy med "Stone Crazy", 1981, der blev placeret på magasinet Rolling Stone's liste over tidernes 100 bedste guitarnumre.



.Buddy Guy live med  "Sweet home Cicago" fra Montreux Jazz Festival 1992.

lørdag den 2. februar 2013

Signering af KIDDE GOES UMPFF

I dag fik vi de første eksemplarer af ”Kidde goes Umpff” i vores ivrige barnehænder. Jeg spiste en fornøjelig frokost sammen med Morten Umpff Langkilde og Thomas Dillerpanda Schrøder fra Forlaget Afart, og vi lavede signerede udgaver af cd’en, som du har mulighed for at vinde, når den udkommer 15. februar.


Forudbestillinger på cd'en (endda de signerede) kan ske ved at sende en mail til bestil@forlaget-afart.dk



RTK og Morten Umpff.




RTK, Morten Umpff og Thomas Schrøder fra Forlaget Afart som har udgivet cd'en.

fredag den 1. februar 2013

Yoko Ono. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 36

Yoko Ono har signeret på et foto fra den berømte "bed in" med John Lennon i Amsterdam, 1969.


John Lennon beskrev engang Yoko Ono som "Verdens mest berømte ukendte kunstner: Alle kender hendes navn, men ingen ved, hvad hun laver". Yoko Ono har været kunstnerisk misforstået og blev spottende kendt som den mest berømte enke i verdenshistorien. Hun blev også udskældt som katalysator for sammenbruddet af den mest berømte musikgruppe gennem alle tider, The Beatles.


Yoko er alt dette til trods, i virkeligheden en kompromisløs kunstnerisk visionær, der allerede var en avantgardesuperstjerne, inden hun mødte John Lennon.
I dag er Yoko anerkendt som en yderst indflydelsesrig kunstner, der har flyttet grænserne inden for både film, musik og teater.

Yoko Ono, hvis fornavn kan oversættes som "barn af havet", blev født den 18. februar 1933 i Tokyo, som det ældste af tre børn af Eisuke og Isoko, i en velhavende aristokratisk familie. Hendes far var oprindeligt klassisk pianist, men I 1935 blev han leder af en japansk bank i San Francisco, og Yoko Ono så ham ikke, før hun var 2 år gammel. Senere vendte faren tilbage til Japan, og Yoko forblev i Tokyo under det store brand‑bombardement 9. marts 1945. Efter bombningen gik hun til bjergbyen Karuizawa sammen med medlemmer af sin familie.




Ono har sagt, at de blev tvunget til at tigge om mad, mens de medbragte deres ejendele i en trækvogn, og det var i denne periode i hendes liv, at hun udviklede sin "aggressive" attitude og sin forståelse for outsidere.

Da Yoko var 18, blev hendes far udnævnt til præsident for en bank i New York, og familien bosatte sig i den velstående forstad Scarsdale. Ono blev optaget på det prestigefyldte Sarah Lawrence College, men droppede ud og stak af sammen med sin første mand, Toshi Ichiyanagi. Det var, mens de boede i New Yorks Greenwich Village, at hun opdagede den alternative og vildtvoksende verden af avantgardekunstnere. 
Hun begyndte at udvikle sin fascination af konceptuelle værker, men blev tilsidesat som en outrær kunstner i årevis. Hendes arbejde blev latterliggjort eller ignoreret. Det begyndte at ændre sig, da hun startede sit samarbejde med den amerikanske jazzmusiker og filmproducent Anthony Cox, der endte med at blive hendes anden mand. Cox finansierede og hjalp i de tidlige 60ere med at koordinere hendes konceptuelle kunst.




Hendes mest berømte stykke var "Cut”, iscenesat i 1964, hvor publikum blev inviteret til at skære stykker af hendes tøj, indtil hun var nøgen. En abstrakt kommentar til materialismens overdækning af det naturlige. Yokos arbejder krævede ofte publikums deltagelse. Et berømt eksempel stammer fra hendes "This Is Not Here" udstilling fra de tidlige 70ere. En del af udstillingen var en helt hvidmalet stue, hvor alle ting var skåret over, og kun den ene halvdel blev vist.  De halve genstande strakte sig lige fra en lænestol over bedstefars ur, et skrivebord og et fjernsyn til et æble. Tilskueren skulle fuldstændiggøre scenariet ved hjælp af sin egen hukommelse.
Ono påpegede, at kunst var en todelt proces. Det, der blev præsenteret af kunstneren, og det, som publikum fik ud af det.

Ægteskabet mellem Ono og Cox var stormfuldt. De fik datteren Kyoko i 1963. På dette tidspunkt var Yoko stærkt påvirket af Andy Warhol, Dali inspireret surrealisme og Dadaesques absurditet. Sidstnævnte så man udtalt i happenings, som at få sit publikum til at betale en skilling for at hamre et søm i et bræt. En satirisk kommentar til forbrugerismen.

Berygtet for sine happenings og sit engagement med "Fluxus", der var et avantgardistisk kunstkollektiv, skabte hun interesse for sine arbejder i England.
Yokos liv blev forandret for altid, da hun mødte John Lennon på en udstilling af hendes arbejder på Indica Galleri i London den 9. november 1966. Ono var ved at forberede sin udstilling "Hammer A Nail", og Lennon blev vist rundt af galleri ejeren John Dunbar. Lennon var fascineret af Onos udstilling. Han lånte en hammer og ville slå et søm i en træplade for at skabe et kunstværk, selv om udstillingen endnu ikke var begyndt. Lennon ville hamre sømmet ned i den endnu ubeskadigede plade, men Ono standsede ham. Dunbar sagde til hende: "Ved du ikke, hvem det er? Han er en millionær! Han kan købe det hele". Ono havde imidlertid aldrig hørt om The Beatles, men hun tilbød John at få lov til at slå sømmet i på betingelse af, at han betalte de fem shillings, der var prisen for alle udstillingsgæster. Lennon svarede: "Jeg vil give dig fem imaginære shillings og hamre et imaginært søm i".





Ud over at være et popkultur ikon var Lennon også en af tidens mest geniale kreative hjerner og var uddannet på en kunstskole i Liverpool. Den mentale stimulation mellem de to udviklede sig til et stærkt venskab, som efterhånden blev til både forelskelse og et ualmindelig kreativt ægteskab. I 1968 blev deres affære offentlig, og begge deres tidligere ægteskaber var opløst. En ulykkelig omstændighed ved Yokos ophævelse af ægteskabet med Cox var, at han "kidnappede" deres datter under et weekendbesøg. Yoko vidste i årevis ikke, hvor hun opholdt sig, og har først i 1994 fået kontakt med hende igen.

Ind til mordet på Lennon i 1980 nød han og Yoko den ideelle symbiose. I kraft af hinanden udforskede de nye kreative muligheder. John Lennon trak sig tilbage fra musikken for at blive hjemmegående far for deres barn efter en omfangsrig karriere, frem til mordet på ham i december 1980, som Ono oplevede på tæt hold. Hun har udtalt, at parret overvejede at gå ud til middag (efter at have tilbragt flere timer i et lydstudie), men var på vej tilbage til deres lejlighed i stedet, fordi John ville se deres søn, Sean, før han blev lagt i seng, da skuddene faldt. 
Efter mordet gik Ono i fuldstændig isolation i en længere periode, men i 1981 udgav hun albummet ”Season of Glass” med det dramatiske forsidefoto af Lennons blodige briller ved siden af et halvt fyldt glas vand. Fotografiet blev solgt på en auktion i London i april 2002 for omkring 80.000 kr.

Det var imidlertid allerede i midten af tresserne, at Yoko begyndte at udforske film, som en udvidelse af sin kunst. Hendes første film, ”Aka”, 1964, skildrer en gåtur til Taj Mahal. Ono nedbryder barrieren mellem kameraet og publikum, som blandt andet bliver bragt med gennem en snestorm.






Mange af hendes film var baseret på en fascination af den nøgne menneskekrop. Hun nød at afmystificere det seksuelle og viser gentagne optagelser af forskellige kropsdele. Dette fremgår mest tydeligt i den minimalistiske film ”Bottoms”, som består af en række optagelser af hundredevis af nøgne baller. Temaet fortsætter i 1968 i filmen ”Up Your Legs Forever”, der følger kameraets bevægelse hen over en kvindekrop, og i hendes 1970 samarbejde med Lennon med titlen ”Fly”. Sidstnævnte viser en flue, der bevæger sig over en nøgen kvindekrop. Filmen udvides på lydsporet af Ono’s sang, der bruges som stemme til fluen og korresponderer med dens bevægelser. Den mest berygtede af nøgenfilmene er ”Smile” fra 1969 optaget i samarbejde med Lennon. Den består af slow motion optagelser af et close‑up af Lennons penis, der får erektion.  Lydsporet er industrielle og mekaniske lyde. 1970-filmen ”Freedom” kan også inkluderes i serien over menneskekroppen, og er den første med et åbenlyst feministisk tema, som hun arbejdede videre med de følgende år bl.a. med filmen ”Rape”. ”Freedom” viser en kvinde, der trækker i spændet på sin bh, men filmen slutter, lige før det åbnes. "Yoko Ono spiller med publikums forventning ved at skabe en metafor for befrielsen af den kvindelige krop og det kvindelige jeg.
Da Yoko engang blev spurgt, hvilken slags kunstner hun var, svarede hun: "Jeg behandler musik i sindet".
John samarbejdede med Yoko på mange kunst‑ og filmværker, og Yokos partnerskab med ham tillod hende at finde sin unikke stemme og kernen af sin avantgardemusik, som blandede traditionel japansk musik med "primalskrig" og jamren. Selv om Yokos musik i starten var misforstået, har den vist sig at blive meget indflydelsesrig særlig blandt Punk og "New Wave"-kunstnere som Patti Smith, Talking Heads, Blondie og The B‑52'S. Mange musikere har hyldet Ono (både som selvstændig kunstner og som en muse og ikonisk figur). For eksempel indspillede Elvis Costello en version af Ono's sang "Walking on Thin Ice".

John og Yokos mantra var Johns komposition "Give Peace A Chance".
Siden Johns død har Yoko været yderst aktiv over hele verden med udstillinger, musikalbums og koncertturneer. Blandt andet sammen med sønnen Sean.  Onos definitive album i 1980'erne var ”Starpeace”, et konceptalbum, der var et modspil til Ronald Reagans "StarWars" missilforsvar. På omslaget holder en varmt smilende Ono Jordkloden i sin håndflade. ”Starpeace” blev hendes mest succesfulde pladeudgivelse efter tiden med Lennon. Singlen "Hell in Paradise" blev et hit, og nåede nr. 16 på den amerikanske Dance hitliste.
Et 1996-projekt "Wish Tree" i Japan gik ud på, at publikum skulle ønske, skrive ønsket ned på et stykke papir, folde det sammen og binde det rundt om en gren på Onos ønsketræ. Man skulle bede sine venner om at gøre det samme, indtil grenene var dækket med ønsker. Installation ”Wish Tree”, har også stået i Sculpture Garden i Museum of Modern Art, New York, siden juli 2010 og er afholdt og behængt med ønsker fra hele verden.





Yoko Ono har også komponeret to off‑Broadway musicals. Den seneste er ”Hiroshima” 1997 om atombombens fald. Yoko Ono holdt i 2001 en 40‑års retrospektiv udstilling af sine arbejder på det prestigefyldte International Association of Art Critics i USA, hvor hun fik prisen for Best Museum Show med oprindelse i New York City, der betragtes som en af de højeste udmærkelser i museumsbranchen. 
Ono modtog også en Honorary Doctorate of Law fra Liverpool University i 2001. I 2002 blev hun æresdoctor i Fine Arts på Bard College. I 2005 modtog hun en Lifetime Achievement Award fra Japan Society i New York. Hun modtog også en Golden Lion Award for Lifetime Achievement fra Venedig Biennalen i 2009. I 2012 vandt Ono, Oskar Kokoschka Priz, Østrigs højeste pris for anvendt samtidskunst. 





Originaloptagelse fra Yoko Onos forestilling "Cut" fra 1965.





Originaloptagelsen af John og Yokos "Give Peace A Chance" under deres Bed In in 1969.





Yoko Ono jammer med The Beatles omkring 1968.






Video til Yoko Onos "Walking on Thin Ice", 1981.




Yoko Ono live sammen med Lady Gaga og Plastic Ono Band med nummeret "It's been very hard, 2010.



Yoko Ono Talks About Other Beatles’ Resentment Of Becoming ‘Paul’s Band’
“John, in fact, was not the first one who wanted to leave the Beatles,” says Yoko Ono in a newly released interview. “Ringo one night with Maureen (Starkey, his first wife) came to John and me and said, well, he wanted to leave. And George was the next, and then John. Paul was the only one who was trying to hold the Beatles together. But then again, the other three felt that Paul was going to hold the Beatles together as his band. They were getting to be like Paul's band, which they didn't like.”
McCartney and Ono (Lester Cohen/WireImage/Getty Images)If John Lennon’s widow sounds a little less conciliatory and political about this than she has lately, that’s because this is the still slightly bristling Yoko Ono of 1987, who has come to us in a time machine to offer some thoughts less filtered by the passage of time. Her lengthy take on the breakup is a big chunk of a previously unpublished conversation with record industry mogul Joe Smith, which has just been made available as an audio file by the Library of Congress.
At one point in the chat, Smith says that he and a lot of people in the music industry had been rooting in the 1970s against the Beatles getting back together, lest they come back with substandard material and tarnish their brilliant ‘60s legacy.
Ono agrees and, after flatly declaring “I did not break up the Beatles,” adds: “You can’t have it both ways. If you’re going to blame me for breaking the Beatles up, you should be thankful that I made them into myth rather than a crumbling group.”
She also maintains that the resentment Ringo Starr and especially George Harrison may have felt about being second-class citizens in the supposed democracy may have fed into the breakup.
“In the early days Paul and John wrote the songs. Rather, John and Paul,” she said, correcting the order with a chuckle. “George didn’t write much, and Ringo especially didn’t write at all. When George started to write a lot of songs in the end, it was like, who’s gonna get the space? John was really trying to protect George and not ignore him and put (in) as many songs of George’s as possible. But frankly there wasn’t much space for that on one album, and they can’t keep on making double albums. So in a way all three of them were outgrowing the Beatles. I think Ringo was getting interested in film, and George was more interested in playing with Ravi Shankar.
“That was very, very logical, because in the group George is still George and Ringo is Ringo, but when they go outside, George is the Beatle and Ringo is the Beatle and they’re treated differently,” Ono continued. “And in fact George did mention that ‘I feel more comfortable playing with those (other) guys because they understand me and this and that, and here I’m treated like the backing group for Paul.’ And that was the complaint that was expressed may times.
“So in the beginning,” Ono went on, “when all four of them were more insecure, there was compromising and just uniting to make it. Then when they made it, of course, they blossomed and each one of them became the king. So it was very difficult to unite and do something together.”
Yoko, John, and PaulOno sounds like she considers herself Lennon’s second wife—with the Beatles, not Cynthia Lennon, as the spouse she replaced.
“For John it was like a divorce,” Ono is heard telling Smith. “I think he was feeling very good about it, as if a big weight was off him. At the same time, he was very proud of the group. He had an extremely high opinion about each one, which might be surprising. He used to say, ‘Well, they're very intelligent kids, you know. The fact that they come from Liverpool, you'd think they wouldn't understand these things; they do.’ That sort of attitude. He was always very protective of them in that sense. I don't really think he had voiced anything that he really missed about the Beatles, maybe because I was the other party that he got the divorce for. At the same time, that's a very bad thing I said, that he ‘got a divorce’ for marrying me. I fell into the trap right away about the whole ‘Does that mean you broke up the Beatles?’ Um—I didn't break up the Beatles. Each one of them were getting very independent.”
John and YokoReplacing the other three lads in Lennon’s heart and mind was a trickier task than she’d imagined.
“There was an incredible period of unpleasantness for John, so you would think that he would like it that he was out of there,” Ono told Smith. “In a funny sort of way, I felt the weight of the breakup. Because he was communicating and having an extremely intense, stimulating exchange with three very intelligent, very quick guys. And now he expected all that to be replaced by me. And so our communication was very heavy. And it went very well, but at the same time… Initially when we got together, he would go to the studio and he would be playing with the other three, and I had a little time off, in a way. But that was gone.
“It was a very heavy load, yes,” she continued. “It also was a challenge. And also, I did understand the situation. It was like the Duke of Windsor announcing to the world that ‘I am with this woman.’ Of course who is not going to feel honored and make sure that I respond to his expectations?”
Smith wondered if there had ever been a moment in the 1970s when Lennon considered a reunion.
“Maybe Paul might have felt that he wanted to get together. But on the side of John, I think he was very adamant that he did not want to repeat the past. And at one point when we were separated, in 1974—between 1973 and 75, like 18 months or something like that—I think it was a marvelous time to see if John wants to go back to the Beatles. But he had no desire for that… I think he was thinking of doing something with Harry Nilsson. But it seems like (a Beatles reunion) never crossed his mind at that point.”
Former Capitol/EMI president (and interviewer) Joe SmithSmith, the former president of Capitol/EMI, conducted interviews with hundreds of top artists for his 1988 book Off the Record: An Oral History of Popular Music. This year, he donated unedited versions of those quarter-century-old recordings to the Library of Congress. At their website, you can listen to his conversations with musicians including McCartney, Harrison, Bob Dylan, Paul Simon, Little Richard, Elton John, Ray Charles, Woody Herman, Barbra Streisand, Billy Joel, B.B. King, Sting, David Bowie, and about 200 others.
McCartney might not appreciate Ono’s pointedness about the songwriting order in her interview with Smith. (He once unsuccessfully lobbied her to have the credits on some of his solo compositions changed from “Lennon/McCartney” to “McCartney/Lennon.”) He probably wouldn’t agree with her saying that in the early days “John probably felt that he needed the commercial side of Paul, and Paul probably felt that he needed the artistic side of John.” And he almost certainly wouldn’t agree with the charge that the Beatles were in danger of becoming “his” band.
But he would probably concur with a lot of the other things Ono told Smith in the mid-‘80s. In a recent interview with David Frost, McCartney maintained that “she certainly didn't break the group up—the group was breaking up,” and agreed that the Beatles left “a neat body of work" and their finite status "wasn't that bad a thing."
As for the contention that McCartney was ultimately the ringleader in the group’s last days, that’s not terribly in contention. The recent deluxe edition of Magical Mystery Tour on DVD and Blu-Ray makes it clear that McCartney was most headstrong about helping the suddenly rudderless group find a sense of direction after the death of manager Brian Epstein, even if “Paul McCartney & Wings” was never in danger of being directly preceded by a group that had turned into “Paul McCartney & Fabs.”