Buddy Guy. Min samling af signerede fotos fra rockens fødsel, del 37.

George "Buddy" Guy blev født 30. juli 1936 i Lettsworth, Louisiana og har arbejdet inden for genrerne Chicago blues, elektrisk blues og rock.

"Buddy" Guy er en af de mest kritikerroste blues- og rock-guitarister overhovedet og han er pioner inden for Chicago‑blues og har været forbillede for nogle af de mest bemærkelsesværdige musikere i sin generation, Eric Clapton, Jimi Hendrix og Stevie Ray Vaughan.

I 1960'erne var Guy medlem af Muddy Waters band og var husguitarist på Chess Records. Han kan blandt meget andet høres på Howlin 'Wolf' s "Killing Floor", 1964 og Koko Taylors "Wang Dang Doodle", 1966.

Guy blev kåret som nr. 30 på magasinet Rolling Stone Magazines liste over tidernes 100 største guitarister. Han er kendt for sit showmanship på scenen, hvor han spiller på sin guitar med trommestikker eller slentrer ind mellem publikum, mens han spiller soloer. Mens Buddy Guys musik ofte er Chicago blues, så er hans stil helt unik. Den kan variere fra den mest traditionelle, indfølte blues til en kreativ, uforudsigelig og radikal gumbo af blues, avantgarde-rock, soul og free jazz.

Som New York Times musikkritiker Jon Pareles skrev i 2004:

"Mr. Guy blander anarki, virtuositet, dyb blues og ”hammy shtick” på måder, der holder alle øjne klæbet til ham... Guy elsker ekstremer: pludselige overgange fra højt til lavt eller en sød, stille guitarsolo efterfulgt af et ryk i tempo eller en høj, tryglende vokal afskåret af en rå eksplosion. Lige meget, om han synger blidt, truende eller laver nye kurver på den blå tone, så er han en mester i spænding og frigørelse”.

Alle hans egensindige impulser var fascinerende. I næsten 50 år udførte Guy flamboyante livekoncerter med energirige blues og blues-rock-numre længe før 1960ernes blues-rockere blev populære. Som musiker havde han en fundamental indflydelse på blues og rock and roll og påvirkede en ny generation af musikere.

Buddy Guy er blevet kaldt ”broen mellem blues og rock and roll”. Han er en af de historiske forbindelser mellem Chicagos elektriske blues-pionerer som Muddy Waters og Howlin 'Wolf og populære musikere som Eric Clapton, Jeff Beck, Jimi Hendrix og Jimmy Page samt den senere nyskabelse af traditionen hos Stevie Ray Vaughan. Vaughan erklærede, at "Uden Buddy Guy, ville der ikke være nogen Stevie Ray Vaughan".

Guitarist Magazine skrev:

”Uden Buddy Guy, for ikke at nævne Rolling Stones, som vi kender dem, ville blues være forbandet meget mindre interessant i dag. Tag blues ud af nutidens rockmusik ‑ eller pop, jazz og funk for den sags skyld, og hvad du har tilbage, er en holdningsløs affære. Et usmageligt kogsammen. Man kommer til at gyse ved at tænke på det".

Eric Clapton gik ind i Cream efter at have overværet en koncert med Buddy Guy i 1965 og udtaler: "Buddy Guy var for mig, hvad Elvis var for andre". Clapton udtalte i 1985, "Buddy Guy er uden tvivl langt den bedste nulevende guitarist ... hvis du ser ham, så er den måde han spiller på højt hævet over alle andre. Han har en total mental frihed. Han har virkelig ændret udviklingen af rock and roll-blues. Hans eksperimenterende teknikker har i høj grad inspireret rock'n roll”.

Hans guitarspil var højt og aggressivt, og han benyttede sig af banebrydende forvrængning og feedback-teknikker, inkorporerede længere soloer og blev drevet af følelser og impulser. Disse fornyelser blev ivrigt studeret og brugt af den nye bølge af 1960'ernes britiske kunstnere og blev senere basale egenskaber i blues‑rock-musikken og dens efterfølgere, hård rock og heavy metal. Guys sang "Stone Crazy" blev placeret som nr. 78 på Rolling Stone Magazines liste over de 100 største indspilninger med guitar og sang gennem alle tider.

Stevie Ray Vaughan udtalte engang: "Buddy Guy spiller fra et sted, som jeg aldrig har hørt nogen spille fra før. Buddy kan gå fra den ene ende af spektret til den anden. Han kan spille mere stille end nogen, jeg nogensinde har hørt, eller vildere og højere end nogen jeg nogensinde har hørt. Jeg spiller temmelig højt mange gange, men Buddys toner er utrolige. Han trækker ekstrem følelse ud af en minimal volumen. Buddy har bare den her cool fornemmelse i alt, hvad han gør, og når han synger, bliver det bare forstærket. Pigerne besvimer og sveder og dør!"

Jeff Beck bekræftede:

”Geez, det er umuligt at glemme Buddy Guy. Han transcenderede blues og begyndte at lave teater. Det var stor kunst, lidt ligesom drama teater, når han spillede, du ved. Han legede med guitaren bag hovedet længe før Hendrix. Jeg har engang set ham kaste guitaren op i luften og fange den igen mens han spillede samme akkord”.

Jimi Hendrix selv sagde engang: ”Himlen ligger for Buddy Guys fødder, mens du lytter til hans guitarspil."

Jeff Beck husker den aften, hvor han og Stevie Ray Vaughan sad som hypnotiserede og lyttede til Guy på Buddy Guy Legends Club i Chicago: "Det var bare det mest utrolige, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Vi sad som forstenede, for det var så utroligt medrivende. Det var så tæt, man kan komme på hjertet af blues."

Ifølge Jimmy Page var Buddy Guy en regulær troldmand.

Singer‑songwriter og guitarist John Mayer, der har optrådt med Guy talrige gange, bl.a. ved Claptons Crossroads Guitar-Festival og som samarbejdspartner på albummet ”Bring' Em In” fra 1995, har flere gange udtalt at Buddy Guy var en af hans stærkeste påvirkninger. Guy har spillet opvarmning for Rolling Stones på mange ture siden begyndelsen af 1970'erne.

Tidligere Rolling Stones bassist Bill Wyman: "Der kommer ikke noget bedre end Buddy Guy. Han er feteret af sine kolleger og elsket af sine fans for sin evne til at få guitaren til både at tale og græde. Buddys beherskelse af guitaren er så total, at der næsten ingen guitarist findes, han ikke kan efterligne”.

Slash, tidligere Guns N´ Roses, udtaler: "Buddy Guy er den perfekte kombination af R&B og hardcore rock and roll".

Billy Gibbons fra ZZ Top siger: "Buddy Guy er ingen svindler. Han kan ligefrem forekomme overrasket over sine egne spontane indfald, men det er helt klart, at han i den grad ved, hvad det handler om".

Guy’s selvbiografi, "When I left home - My Story”, blev udgivet i 2012.

Guy har vundet seks Grammy Awards både for sit arbejde med elektriske og akustiske guitarer, og for moderne og traditionel blues musik. I 2003 blev han tildelt National Medal of Arts. Medaljen tildeles af præsidenten til musikere, der har ydet ekstraordinære bidrag til vækst, støtte og igangsættelse af kunst i USA. Guy var den anden modtager af Billboard Magazines pris for fornem kunstnerisk præstation, og fik titlen Greatest Living Electric Blues Guitarist i 2004.

Buddy Guy akkompagnerer ingen ringere end Big Mama Thornton i "Hound Dog", 1965.

Buddy Guy med "Stone Crazy", 1981, der blev placeret på magasinet Rolling Stone's liste over tidernes 100 bedste guitarnumre.

.Buddy Guy live med  "Sweet home Cicago" fra Montreux Jazz Festival 1992.